Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O. A. Vinje
321
slig Pengesæk af en Grosserer.» «Aa, du er en Nar,» mente Vinje
«Pengene er en stor Magt.» Vi, hans Omgangsvenner, af den
Kreds, der slog sig sammen med ham om at udgive «Vort Land»
i 1867, havde ofte ondt ved at holde det gaaende med ham, naar
han lod sine slette Instinkter have frit Løb, eller de mindre
tiltalende Sider ved hans Væsen traadte frem. Vi drev paa med
at være Idealister; vi vilde opponere mod den Materialisme, som
efter vor Mening var raadende inden Samfundets toneangivende
Kredse; vi vilde have Gjennemførelsen af vor nationale og
politiske Selvstændighed opfattet som en Pligt, hvori der ikke maatte
kortes noget af, under nogensomhelst Omstændigheder, af
nogensomhelst Hensyn, enten til vore formentlig utilstrækkelige
Hjælpemidler eller til det formentlig nyttige ved en nærmere Forening
med de skandinaviske Broderfolk. Vort Program gik idethele
ud paa at være overmaade rake i Ryggen. Og Vinje skulde nu
være med paa det han ogsaa. Men hans Ryg var saadan skabt
og saaledes bøiet af Livet, at han ret som det var faldt ud af
Rollen. Han havde været med paa at forherlige »Madstrævet»
saa godt som nogen anden og lovsunget Tilgodegjørelsen af
«fiske-tad» o. s. v. som den mest nationale Gjerning, — i «Dølen»s første
Tider, da der, som det blev sagt, stod ligesom en frisk Møgduft
af den. Og han fik jævnlig slemme «guanokratiske» Tilbagefald,
idet han, for at bruge hans eget Udtryk, lod den «kloke mannen»
føre Ordet eller talte og skrev om «regelværket», hvilket skulde
betyde saameget som de praktiske Hensyn, Hensynet til vor
Fattigdom o. s. v., der skulde nøde os til at gaa paa Akkord og slaa
af paa vore Selvstændighedsidealer. Det hændte iblandt, at vi
ogsaa paa anden Maade fik føie, at han ikke var god at staa i
Baas med, eller at han kunde blive en besværlig Ven, idet han
ved hvad han skrev førte os op i personlige Ubehageligheder.
Det gik et Par Gange udover mig, og det paa en saadan Maade,
at jeg maatte tro, at det ligefrem havde været hans Hensigt at
skaffe mig en Fortræd paa Halsen. Han tilstod ogsaa, at det var
Tilfældet; han havde det ondt, og han vilde, at jeg for
Kamerat-skabets Skyld ogsaa skulde have det lidt ondt iblandt. Jeg mente
nu, at jeg ikke i nogen Henseende kunde være nogen værdig
Gjenstand for «Gudernes Misundelse», og jeg sagde naturligvis til
mig selv og sagde ogsaa til Vinje, at det skulde være forbi
mellem os. Men jeg kunde ikke holde mit Ord, og det varede aldrig
længe, før det blev godt igjen mellem os, naar der var kommet
en Kurre paa Traaden.
Hvis der var meget ved Vinje, som stødte os bort, saa var
der saameget mere, der holdt os fast ved ham og gjorde ham
paa en Maade til en uundværlig Person for os. For det første
21 — Sars: Samlede Verker IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
