Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
Portrætter og Essays
Middags den største Ørret, som paa lange Tider var fisket i
Otro-vandet, og saa den fede Fisken laa for os paa Bordet, strømmede
hans Taarer igjen i den oprigtigste Rørelse. Der var saameget
af det primitive Naturmenneske i ham, at den gode Maden næsten
synes at have havt noget helligt ved sig i hans Øine, og at det
blev for ham et Slags høitidelig Handling at mætte Hungeren
med den sterke, sunde Landskost.
Under sin sidste Sygdom færdedes han med sine Tanker
stadig oppe paa Fjeldvidderne. Her havde han levet sit bedste Liv,
og her følte han sig hjemme. Det troldske og vilde ved
Fjeldnaturen, som virker skræmmende paa de fleste, drog ham til sig
og stemte hans Sind harmonisk. «Aa, bræen vil meg ikkje noko
vondt,» sagde han, da han mod Kameraternes Raad vilde gaa
over den sprækkefulde Mjølkedalsbræ. Det synes, som om han
har seet i Tinderne og Bræerne gamle Kjendinger, venlige
Naturmagter, til hvem han trygt kunde betro sig. Men i det ordnede
Menneskesamfund fandt han ikke rigtig Fred, og her synes han
at have følt sig omgivet af bare fiendtlige Magter. Da jeg hørte,
at han, øiensynlig dødssyg som han var, havde forladt Hospitalet
og var reist paa Landet, havde jeg en Følelse af, at det skete
ifølge et lignende Instinkt som det, der bringer det vilde eller
halvvilde Dyr til at gjemme sig bort, naar det merker
Dødsstunden komme. Jeg tror næsten, at jeg ikke vilde være blevet
forundret, om man havde fortalt mig, at han havde lagt sig til
at dø oppe i en Ur, langt borte fra Folk.
II.
Naar det maa siges, at Vinje tog Skade af den Mishandling,
han blev Gjenstand for, skal dette ikke opfattes saa, at vi skimter
i, hvad han har skrevet, poetiske Muligheder, — Evner, som ikke
kom til Udfoldelse, — eller at hans Forfatterskab blev klemt
sammen inden snævrere Grænser end dem, Naturen selv havde
anvist. Han kunde have blevet noget mere, ved en bedre
Behandling, men ikke noget andet, siger Vislie udentvivl med fuld
Ret. Det gjælder neppe om ham som t. Eks. om Wergeland, at
hans Udvikling brødes af, saa vi ikke har rigtig Greie paa
Dimensionerne af hans Genius. Wergeland blev som Digter væsentlig
Lyriker; men hans dramatiske Arbeider afgiver, med al deres
tekniske Ubehjælpelighed og øvrige Mangler, dog Vidnesbyrd om,
at han havde store Evner i Retning af objektiv Menneskeskildring,
og vi tør tro, at han, om han havde levet længere og i et,
litterært seet, mere gunstigt Milieu, kunde have blevet en
fremragende dramatisk Digter. Noget sligt kan der aldrig være Spørgs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
