Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje 323
Tungen og Tanken paa Glid ligesom bare ved at se paa ham.
Men, naar saa vi andre havde havt Ordet en Stund, blev han
tilsidst som en ladet Elektrisermaskine, og det kunde da hænde,
at han skreg op med en Stemme, som om han vilde kvæles:
«Herregud, gutar, lat nu meg faa tale!» Og saa bar det løs, saa
det forslog. Og, naar vi saa havde sluttet og ruslede hjemover,
hæse af den megen Snak og noget medtagne af de daarlige
Drikkevarer, pleiede Vinje, som var en nytsom Mand og altid betænkt
paa at forøge sin aandige Staburs-Beholdning, at holde et Slags
Opgjør over, hvad vi havde samtalet om, for ligesom bedre at
fæste det i Mindet: «Iaften har vi gjennemgaaet et langt Register;
vi har talt om det, og om det, og den Tanken har været draget
frem, og den, og den .... Ja, ja — det har været en god
kveld.»
Mest gjaldt det nu om dem, som havde den Lykke at være
hans «felagar» paa Fjeldfærderne, at de maatte komme til at holde
af ham og bære over med hans Skrøbeligheder. Han blev paa
disse Fjeldfærder som en anden Mand; det bitre og hadefulde i
hans Væsen strøg ligesom af ham; han var den snilleste,
medgjørligste Kamerat, altid i godt Lune, og ofte saa straalende glad
ved den friske Luft, det kolde, rene Vand silrende frem under
Mosen, den herlige Hunger og den gode Maden, naar vi kom
frem til Sæter eller Fiskebod, de store Syn, naar vi kom op paa
et Udsigtspunkt, at det for dem, der var med ham, var umuligt
andet end at smittes deraf og blive glad som han. Han siger
etsteds, hvor han fortæller om, at han sad oppe paa
Paradisbakkerne og saa udover Lierdalen: «Anten mæler eg ikke ordet,
naar eg i gode stunder siter og ser utover slikt, eller og so
fløymer det som fossen.» Dette stemmer ganske med min
Erindring. Han kunde, naar han kom i Aande ved et eller andet
stort eller vakkert Syn, faa det paa sig med en slig Veltalenhed,
at han formelig tabte Veiret og næsten stupte i Bakken; han
reciterede lange Slykker af en eller anden af sine Yndlingsdigtere,
— Byron eller Wergeland, — ikke godt, — for han ligesom stødte
eller buldrede Ordene frem, — men sterkt bevæget; — «mit
fal-scher Stimme, aber wahrem Gefi’ihle» som det heder hos Heine.
Men et rigtig førsterangs Udsyn kunde tage ham saaledes, at
han blev helt taus. Da han og jeg for første Gang saa
Jotunheimen ligge udbredt for os oppe paa Stugunøse (vi havde forud
bare havt et og andet Gløt af den nede paa Landeveien i Valders),
fik han ikke et Ord frem i lange Tider, men sad bare og graat.
Og, da vi saa kom ned til Nystuen og talte om, hvor heldig vi
havde været med Udsigten, og Folket sagde til os, at vi skulde
være heldige ogsaa ^paa en anden Maade, idet vi skulde faa til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
