Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
Portrætter og Essays
dende Stil og Smag og skjærpe hans Blik for, hvad der var
forskruet og konventionelt ved denne. Og af Forskruethed og
Kon-ventionalisme var der nu mere end nok ved de Tider, da han
optraadte som Forfatter i Maalet. Det var de skandinaviske
Festtaleres og Festsanges Blomstringsperiode, — den ene saa lig den
anden, som om det var en og samme Mand, der havde laget dem
alle, — det samme Indhold næsten og den samme Form, —
pa-rademæssig og stram, — «uppstrokne og tvegne og kjembde
tale-maatar», som Vinje siger. Under Indflydelse af den Heibergske
eller Welhaven’ske Æsthetik og ifølge et altfor ensidig
vedholdende Stræv med at opnaa et Slags Elegance eller Korrekthed var
idethele Stilen i offentlig Tale og Skrift kommet saa langt bort
fra den daglige Tale og var blevet saa kunstig, at selv de
sundeste og dygtigste Mennesker, naar de optraadte som Talere eller
Skribenter, ligesom ikke fandt sig selv igjen i den vedtagne Form,
ligesom kom bort i den stilistiske Paradedragt og blev stive og
upersonlige. Iblandt alle disse deklamerende og reciterende
Forfattere hævdede «Dølen» sin Røst og talte fra Kathedret med sin
naturlige Stemme og skrev i sin Avis i den samme Stil, som naar
han sad hjemme og lagde ud for Kameraterne paa Hybelen. Man
kan vide, at det maatte gjøre et underligt Indtryk.
Vinje var med paa Studentertoget til Kjøbenhavn og Lund i
1862 og har givet en Skildring deraf (Skrifter, 2det Bind). Baade
Svensker, Dansker og Nordmænd sendte sine berømteste, mest
øvede Talere i Marken ved denne Leilighed; ja, Vinje syntes jo
nok, at det var svært flinke Folk; men de var ham fordetmeste
altfor akademiske, altfor litterære. «Kulturen er traaden, og
sku-len er den, som rykkjer og dreger, so hallingmannen skriker og
dansar.» Selv fik han nok ikke Lov til at tale. Men ved én
Leilighed var det, efter hvad han selv fortæller, nærved, at han
havde optraadt paa egen Haand og uden at have indhentet
«Bestyrelsens Tilladelse. Det var ved Festen i «Nordmandsdalen»
hos den danske Konge. Man spiste i det frie, og, medens man
spiste, begyndte det at regne. «Og daa det stride regns-elet kom
midt under maaltidi, vardt det ottande eller anelsesfuldt stiilt som
i ei kyrkje ein augneblink. Det var paa hengjande haaret eg
hadde sprungit frem i det haglande regn, tekit av meg huva og
haldit ei tale til himilen. Eg skalv af eldhug eller begeistring.
Hadde eg vorit rette karlen, so hadde eg gjort det og; for her
vaaro alle baand slitne og alle stodo som lamslegne. Det er den
største stunn, eg hever upplivt.» Ja, — han skulde have fulgt sin
Indskydelse; et sligt Emne udført slig, som Vinje vilde have
udført det, naar han var kommet i sit rette Improvisatorhjørne —
det vilde have virket afstikkende ligeoverfor de officielle akade-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
