Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
331
miske Skaaltalen næsten som en Røst fra en anden Verden. Men
nogen egentlig Lykke vilde han neppe have gjort. Man vilde
vistnok have opfattet hans af Uveirsbygen inspirerede Tale, som om
den selv var et Slags Uveirsbyge, mod hvilken man søger Ly eller
slaar Paraplyerne op.
Saadan gik det ham herhjemme fordetmeste, — gjennem lange
Tider. Repræsentanterne for den departementale «taterstil» fandt
ham umulig; de Indstillinger, han forfattede som Kopist i
«Be-naadningskontoret», fik han oftest kasseret eller tilbagesendt til
Omskrivning med store Udstrygninger og Overstregninger, —
hvorover han selv pleiede at være meget forarget, men hvad man ikke
kan finde saa urimeligt endda, naar man hører, at han i den
Grad manglede Sans for det departementalstilistiske Dekorum,
at han kunde skrive «den Kroken» istedetfor «Angjældende» eller
«Delinkventen». Og ikke meget bedre bestod han sig med sin
«Stil» for den litterær-æsthetiske Kritik. Man mente, at det
umulig kunde være rigtigt eller passende at fremtræde saa aldeles
afklædt for Publikum, at skrive saa ligefrem, gaa saa lige løs paa
paa Tingen, give i den Grad alle gode gamle Regler om
Periodebygning, kunstmæssige Inddelinger og Overgange paa Baaden
o. s. v. Eller forsaavidt sligt kunde gaa an, maatte det ialfald
være paa «maalet», — det maatte være som «maalet» selv og
«Dølen» selv, en Kuriositet, et lystigt Intermezzo for
Galleri-Publi-kum’et noget forbigaaende, uden videre Konsekvens eller Betydning.
Imidlertid, — man hørte gjerne Vinjes Taler, man læste hans
Avisartikler, og det kan neppe være tvivlsom, at disse Taler og
Avisartikler har ved sin Form, saa ny, saa helt afvigende fra den
gjængse, øvet Indflydelse, — i Tidens Løb vel endog en ganske
betydelig Indflydelse paa Litteraturens almindelige Stilpræg. Dette
her var noget spillevende, medens Samtidens akademisk-litterære
Skrivemaade for en god Del var «taterstil», d. v. s. beheftet med
døde Former, hvem det levende pleier at have Magt til at bryde
igjennem og destruere. Det er vist, at Begreberne om god Stil er
blevne forandrede i Retning henimod saadan som Vinje skrev;
mange Kræfter har nu virket sammen til dette, men vi tør tro, at
ogsaa han har havt sin Del deri.
Vi læser fremdeles Vinjes Taler og Avisartikler og læser dem
med Fornøielse, og, hvad der har givet dem dette varige Værd
fremfor saameget andet af samme Genre, er selvfølgelig først og
fremst den friske, naturlige Stil. Det er, for at bruge et gammelt
kjendt Ord, ikke bare en Forfatter, der fremstiller sig for os, men
et Menneske, — en «Naturens Søn», som Carlyle vilde have sagt,
— ikke bare en Maske, men et virkelig menneskeligt Ansigt, —
ikke netop af de vakreste, men meget karakteristisk, — og selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
