Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
343
rist — en Tysker, som fik Kvartér hos os en Nat — forstyrrede
os i vor Ensomhed. Ellers var vi to henviste til Jiinandens
Selskab i otte Dage og mere end det. Og det gik godt, — saa godt,
at disse Dage staar for mig som næsten det bedste af alle mine
Turistminder. Vi forligtes paa det allerfuldkomneste; Veiret var
straalende og Humøret ligesaa. Ved en saa langvarig tete-å-téte
hænder det naturligvis let, at man kommer til at kjede eller trætte
hinanden nu og da. Men derom var der aldrig Spørgsmaal,
idet-ringeste ikke, saavidt jeg vidste af. Det syntes neppe muligt at
kjede sig i Selskab med Vinje; han var for aandfuld til det, og
fremfor alt saa bevægelig, saa vekslende og saa medgjørlig i
Hensyn paa Konversationens Emne og Gang. Endog de aandsfuldeste
Mænd kan ved et længere Samvær let komme til at virke
trøttende, idet deres Tankeliv har visse bestemte Maal, hvorom det
kredser, visse særskilte Veie, som de stadig tvinger andre ind paa.
Med Vinje var dette kun i ringe Grad Tilfælde; han havde vel
sine særskilte Tankeveie han ogsaa; men han bøiede gjerne af
fra dem og ind paa andres Veie; han var fordetmeste oplagt til
at tale om, hvad det skulde være, snar til at gribe et Emne og
snar til at lade det falde igjen, — tilsyneladende ifølge sin Maade
at samtale paa mindre lagt for den Ting: at være Leder og Herre
end at være tjenende Aand, — en framifraa flink, rent ud genial
Tjener, men en Tjener.
Vi — Vinje og jeg — eiede sammen, foruden Huset
(Eidsbu-garen), ogsaa en Baad og havde desuden med os fra Bygden nogle
Garn og Liner, saa vi kunde drive Fiskeri, som dennegang — i
1868 — slog saa godt til, at vi næsten ernærede os selv og ikke
havde andre kontante Udlæg i den Tid, vi laa deroppe, end 4
Skilling daglig til Melk, som vi kjøbte hos Fækarerne i den gamle
Eidsbu. Hver Morgen og Aften tog vi ud paa Vandet for at sætte
eller trække vore Liner og Garn. Iøvrigt tilbragte vi Tiden med
Udflugter op under Bræerne i Koldedalen og Mjølkedalen eller
med at rangle om paa Skineggen eller Gravefjeldet fra det ene
Udsigtspunkt til det andet, — altsammen i det nærmeste
Naboskab af Eidsbugaren, saa vi kunde tage det i Ro og Mag, sætte
os, naar det faldt os ind, sidde eller ligge Time efter Time paa
det samme Sted, stirrende paa. Tinderne rundt om,
sammenlignende dem, maalende dem med hinanden for at komme efter
«kven som vinner af den og denne andre haage nut».
Et sligt Bangleliv tilfjelds virker i høi Grad til at berolige ens
Nerver og dysse Tanken i Søvn. Man flyder ligesom ud og
bliver til ét med Naturen omkring en; man lever bare i Nuet, gaar
helt op i Nydelsen af det fysiske Velvære, uden at tænke paa at
se enten tilbage eller frem. Det er just en af Herlighederne ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
