Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
Portrætter og Essays
det gammeldags, ofte saa uøkonomiske Stel i vore Fjeldbygder,
særlig Sæterstellet. Men han holdt nu af det paa en Maade
ogsaa; han var jo opvokset med det, og hans kjæreste Minder
var knyttede til det. Han tullede sig med Vellyst ind i det
nationale Plag, Skindfelden, og klædte sig ofte ganske nøgen, forat
Nydelsen kunde blive hel. Og saa glad han var i de lyse,
renskurede østerdalske og gudbrandsdalske Sætre, hændte det dog,
at han, naar vi kom ind i et rigtig svart og fælt Søgne- eller
Valdressæl, hvor Gulvet var en eneste Sølepyt og Rummet var
fyldt af Røg og Gammeloststank, kunde udbryde med Henrykkelse:
Aanei! hvor alting er telemarkisk her! Han maatte altsaa føie sig
i særlig Grad kaldet til at optræde som Forsvarer af Landsens
Skik, naar denne blev Gjenstand for ubillig Kritik eller snobbisk
Kræseri. Og det hændte ikke saa sjeldent, at Boll gjorde sig
skyldig i noget saadant. Han laa heller og frøs, end han
bekvemmede sig til at krybe ind under Skindfelden, om den var noksaa
ren. Han flaaede omhyggelig Skindet af Fjeldørreten, for at føie
sig tryg liveoverfor enhver Tanke om urensligt Stel ved
Tilberedelsen, — til stor Forargelse for Vinje, som sagde, at han med
Skindet fllaaede væk det fineste og feiteste af Fisken. Han
anstillede stundom en omhyggelig og nærgaaende Inspektion af Maden,
som blev sat frem for os, og tillod sig Grimaser eller
Anmerkninger, som kunde tænkes at ville saare de gode Folk, hvis
Gjest-frihed vi skyldte, at vi havde faaet Tag over Hovedet. Vinje
mente med fuld Ret, at den Slags «Finhed» slog over i sin
Modsætning, og det kom til Skjænderi mellem ham og Boll i den
Anledning. Men det varede aldrig længe, og det endte regelmæssig
med, at Vinje slog op et Gapskrat og lod, som han gav tabt,
hvorefter alt blev som før Krigen, uden at der siden merkedes Spor
af, at de haarde Ord, som kunde være blevne vekslede mellem
Parterne, havde bidt sig ind hos nogen af dem.
Vanskeligst pleier det være at opretholde god Forstaaelse inden
et saadant Reiseselskab, naar det bare bestaar af to Personer. Er
der fiere, vil gjerne en kunne være Mægler eller agere Stødpude
i Kollisionstilfælde. Vort Felag talte nu, som nævnt, i Regelen
tre eller endnu liere. Men en og anden Gang hændte det dog, at
det skrumpede ind til at bestaa bare af Vinje og mig. Saaledes
i 1868, da vi havde faaet vort Hus ved Bygdin færdigbygget og
skulde op første Gang for at tage Eiendommen i Brug. Boll turde
ikke betro sig til Bygdins Bølger under det opdragende Uveir, og
blev igjen paa Raufjordsanden (se Vislie’s Bog om Vinje, S. 251
ffl.). Berner, som var Trediemand i Baaden og blev med til
Eids-bugaren, maatte efter nogle Dages Ophold skille Lag for at drage
hjem. Og saa var altsaa bare Vinje og jeg igjen. En eneste Tu-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
