Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
347
han ikke Anlæg. Han forsøgte sig, som bekjendt, i begge Genrer,
men det mislykkedes fuldstændigt. Saa ypperlig han kan være,
naar han bevæger sig paa Omraader, hvor han kan lade det staa
til med sine Indfald og gaa fra Emne til Emne, uden at bindes
af Hensynet til Plan og Formaal, i Causeriet, Ledighedstalen,
Gjengivelsen af en enkelt lyrisk Stemning, Skildringen af et enkelt
Naturbillede, — saa ubehjælpelig viser han sig at være, saa træt
og plat prosaisk bliver han oftest, naar han forsøger paa at
arbeide efter en fast Plan eller giver sig ikast med poetiske
Opgaver af en mere objektiv Art, som kræver streng Begrænsning,
omhyggelig Overveielse og langsom Forberedelse af den
kunstneriske Virkning.
Vinje har, som bekjendt, ofte paa Prent rost sig af den Ustøhed
og Omskiftelighed i Hensyn paa Meninger og Standpunkter, som
Samtiden pleiede at lægge ham tillast. Han forklarer sin
Ustøhed deraf, at han var en perfektibel, sandhedssøgende Aand. «Eg
naglar sjeldan nokon tanke dogmatisk sagt,» siger han etsteds \
«men er open for nye intrykk og betre upplysningar, og soleides
opnar meg som blomen kalken sin for himmilens dogg og sol.»
«Eg søker og eg søker, og derfor er eg i eit og annat so ustød» 2.
Han havde naturligvis meget Ret heri, og han kunde med fuld
Føie mene, at hans «Ustøhed» var ligesaa god og moralsk
værdifuld som den Støhed, hvori gamle Ueland3 saa en Politikers
Hoveddyd, og som dengang — i Klasse- og Interessepolitikens
Tid — virkelig forudsatte ganske forsvarlige Skylapper for Øinene.
Men Vinje gik nu for vidt paa sin Side han ogsaa, idet han i
altfor brede og rummelige Udtryk lovpriste, hvad han kaldte
«tvi-syntheden» og den dermed følgende Slingring fra den ene Mening
til den anden som det rette Kjendemerke paa et sandhedskjærligt,
tænksomt, udviklingsdygtigt Menneske.
Dette var et Diskussionsemne, som hyppig blev taget op i
Samtaler mellem ham og mig. Jeg gjorde gjældende, at
«tvisynt-heden» vel kan være god til sit Brug, men at det er saa langt fra,
at den er noget ubetinget Fortrin, at den ofte og i mange
Henseender endog snarere maa kaldes en Svaghed end en Styrke.
Sandheden er vel relativ — «ikke noget fikst og færdigt, men en
Proces, noget flydende»4 —; men det gjælder dog at gribe den
og gribes af den, for at faa noget ordentligt udrettet i denne
Verden; enhver Sag har to eller flere Sider, og det kan være
godt at have et aabent Øie for dem alle; men til Løsning af de
1 Skrifter I, 369.
2 I, 575.
3 Se Vinjes Polemik mod Ueland. Skrifter V, 189 fl’.
4 Vinjes egne Ord — se Vislie, 1. c. S. 71.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
