Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
Portrætter og Essays
Opgaver, Livet stiller, kræves det dog jævnlig, at en enkelt Side
bliver fremhævet paa Bekostning af de andre, at man er eller
gjør sig blind for disse andre Sider og sætter dem midlertidig
helt eller delvis ud af Betragtning. Hvad man vinder i
Ekstensi-vitet ved at være stadig lige opmerksom for alle Sider, ved at
være stadig «open for nye intrykk og betre upplysningar», det taber
man til Gjengjæld i Intensivitet; man bliver viljeslap, — uden den
rette Ild og Drift; en vis Begrænsning, en vis Ensidighed eller
Bornerthed er et nødvendigt Vilkaar for at kunne blive en rigtig
«Mann der That» eller for at kunne være en skabende Aand i
Poesiens, Kunstens og Tankens Verden o. s. v. o. s. v. Vinje, som
jo ellers var en meget rimelig Mand, gjorde sig haard ligeoverfor
disse Gudsens Sandheder og søgte at bestride dem, saameget han
orkede. Det var tydeligt nok, at han derved plæderede sin egen
Sag. Naar han strævede med at hævde for den ironiserende
Skeptiker, «den tvisynte ræsonnør», som søger og søger og aldrig
finder, fordi han ikke bryder sig om at finde, Rang foran den
troessterke Forkynder, den myndige, selvsikre Fører, saa tænkte
han paa sig selv og paa sin stadige Antipode, Bjørnstjerne
Bjørnson, hvis Navn da ogsaa hyppig nok blev nævnt under disse
Diskussioner. Bjørnson var ikke blot i en fremtrædende Grad
Gjenstand for Vinjes Jalousi, fordi han var den nye Litteraturs Aladdin,
som med et lykkeligt Greb erobrede sig med én Gang en
dominerende Stilling og syntes at høste, hvor saamange andre før ham
havde saaet, men ogsaa for hans Antipathi, fordi disse to vel i
Samtiden var de mest polært modsatte Naturer og Begavelser.
Bjørnson er en udpræget Hersker- og Førernatur og en ligesaa
udpræget Kunstnernatur. Hans enestaaende Kald i begge disse
Henseender har krævet og paalagt ham rent instinktsmæssig en
vis «hygiene cérébrale». Han har vist sig i høi Grad perfektibel
og progressiv; han har siden sin første offentlige Optræden
tilegnet sig mange nye Idéer og Tankeretninger og under Indflydelse
af dem udvidet sin Synskreds og forandret sit Standpunkt. Man
har, som bekjendt, taget stor Forargelse af alle disse hans
«Signalforandringer» og vilde have ham stemplet som en rigtig
Veir-hane og Slingringsmand. Ingen Benævnelse kan nu være mindre
træffende end denne. Det karakteristiske ved ham er just, at han
altid er saa hel og sterk og samlet, der han er. Han har ikke
været «open for nye intrykk og betre upplysningar som blomen
for himmilens dogg og sol»; hos ham er det nye blevet modtaget,
ikke eftersom det meldte sig, men eftersom det passede i hans
egen aandige Sammenhæng; han har stængt af for saadanne
Impulser, som kunde gribe forstyrrende ind i en vis indre Harmoni
og derved hindre ham i at løse visse Opgaver, som var ham fore-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
