Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
Portrætter og Essays
omskiftelig i sin Æsthetik end i sin Politik. Stundom hylder han i
Theori og Praksis en saa vidtgaaende Naturalisme eller Realisme,
at han, om han havde levet til vore Dage, kunde med bedste Grund
have sagt til Bohémebevægelsens Førere: dette her er gammelt for
mig altsammen. Stundom er han i sin Æsthetik og sin Digtning
liyperidealistisk, hyperromantisk: op i Taageheimen, hort fra det
hverdagslige Liv, fra alt det, som er stygt og saarer og skjærer.
Stundom lægger han i Oplysningstidens Aand og paa god
Bondemanér Hovedvegten paa Poesiens Nytte som Vehikel for sunde
og vigtige Tanker. Det hænder, at han i et og samme Stykke
ræsonnerer og kritiserer ud fra alle disse forskjellige indbyrdes
modstridende Synspunkter. Saaledes i Recensionen af «Åme»,
hvor han snart er forarget over det djærvt-utilslørede i
Skildringen af enkelte Optrin, snart haaner det uegte ved disse
idealiserede, sentimentale Bondegutter og Bondejenter. Her var han
nu i en særlig Grad forhippet paa at komme P’orfatteren tillivs,
saa han ikke tog det saa nøie med Midlerne; men han har nok
neppe selv havt nogen rigtig Forestilling om de Selvmodsigelser,
hvori han gjorde sig skyldig; ellers vilde han vel have søgt at
dække bedre over dem, og de kommer jo desuden frem paa
mangfoldige andre Steder. — Det eneste, som han konsekvent
fastholdt, og hvori han altid blev sig selv lig, var hans Aversion
mod al Slags Stilisteri og Maniererthed, alt tilgjort, affekteret og
konventionelt i det sproglige Udtryk, — hans Fordring om, at
Stilen skal være helt naturlig, retfrem, lig den jævne Dagligtale.
Han gik nu vel altfor vidt i denne Fordring; for i saadan bred
Almindelighed, som han forkyndte og praktiserede den, passer
den ikke allevegne eller paa alle Genrer, hvad hans eget Eksempel
tjener til at vise. Men i Hensyn paa dette Punkt havde han dog
virkelig en Slags Mission, og her øvede han, hvad man vel tør kalde
en banebrydende Indflydelse. Han var, som før omtalt, altid villig
til at høre paa sine yngre Venner og lære af dem, bøie sig for deres
Kundskab eller deres Logik (i den havde han nu ikke sin Styrke).
Men i Spørgsmaal om Stil vilde han være Autoritet; dér talte
han som den, der har Myndighed, og vistnok med bedste
Adkomst, ialfald ligeoverfor os. Og saa «frisindet» hans æsthetiske
Samvittighed end kunde være, hændte det dog, at den, naar han
stødte paa, hvad der i hans Øine var konventionel Ordbram —
«uppstrokne, tvegne og kjembde talemaatar» — tvang ham til at
staa stram endog ligeoverfor den Slags ydre Høihed, som han
ellers var saa villig til at bøie Ryg for. Under sit Ophold i
Sverige i 1863—64 havde han ogsaa Foretræde hos den daværende
Arveprins Oscar, som læste op for ham nogle af sine Digte og
bad ham sige sin Mening om dem. Vinje, som syntes, at det var,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
