Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
Portrætter og Essays
som i flere Aar jævnlig samledes med ham, beundrede ham,
sympathiserede med ham, holdt af ham paa Grund af hans
mange virkelig elskværdige Sider og vore mange gode
Fællesminder, og fordi han i vore Øine var en høist miskjendt og
forurettet Mand; men om Venskab i en dybere ethisk Mening
mellem os og ham kunde der ikke være Spørgsmaal; dertil vidste
vi for vel, at hans Forhold til Personer var et lignende som hans
Forhold til Meninger og Standpunkter. Trofasthed laa, som sagt,
ikke for ham enten i den ene eller den anden Henseende, og
han forsøgte da heller aldrig paa at give sig Minen af noget
saadant, men sagde, efter sin Sedvane, lige ud til os, at vi ikke
maatte gjøre Regning paa ham anderledes, end som man gjør
Regning paa hinanden i et Reiseselskab — for Ledigheden. «Vi skal
være Venner, saalænge vi kan lære af hinanden; naar jeg er
kommet saalangt, at jeg kan jer, slænger jeg jer bort, som man
slænger bort en Citron, hvoraf Saften er presset ud.» —
Det er øiensynligt, at denne hans udprægede personlige
Ærlighed, denne hans Aversion mod stilistisk Stivhed og
Stylte-gjængeri har været et Hovedmotiv, som drev ham Skridt for
Skridt ind paa Maalsagen. Han skrev, som bekjendt, gjennem
en længere Tid i Bogsproget, baade Vers og Prosa, som vidnede
om, at han mestrede det noksaa godt. Men, eftersom han skriver,
bryder ramnorske Ord og Vendinger og Former stadig sterkere
igjennem. Man ser, hvorledes han ligesom river og slider i
Bogsproget for at komme løs fra det. Det har paalagt ham en Tvang,
en Høitidsmine, som hans Natur mere og mere revolterede imod.
Han var saaledes skabt, at disse færdigsyede Klæder revnede i
Sømmerne, naar han skulde bevæge sig frit i dem. Og frit maatte
han bevæge sig: — Parademarseh passede mindst af alt for ham;
han maatte tale ligefrem, skulde han tale, der var ikke Baad for
andet. Hvad han selv siger i et poetisk Forord til en af «Dølen»s
Aargange:
«Det no som fyrr eg strævar til
Det er at vera sannt meg sjøl;
Med andre Ord det segja vil :
Eg strævar for at vera «Døl»,1
— kan gjælde som en træffende Karakteristik af det hele
Maal-stræv, saadan som han forstod og praktiserede det. —
Botten-Hansen skrev om Vinje, da han havde kastet
Bogsprogs-Hammen og endelig efter megen Famling fundet sit rette Maal —
det vil altsaa sige: da han havde begyndt Udgivelsen af «Dølen»
(1858) — at han nu til sine øvrige Titulaturer og Værdigheder
ogsaa kunde føie den af at være Sprogeier. Man føres ved dette
1 Skrifter I, 322.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
