Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
355
Ord til at tænke paa Sproget som noget dødt, et Liggendefæ, en
Klædning, som man tager paa eller hænger fra sig efter
Omstændighederne, medens det karakteristiske ved «Dølen»s Maal
just var, at det var saa overmaade levende, ikke Mandens Klæder,
men Manden selv. Men forsaavidt er Udtrykket rammende, som
dette Maal var hans og ingen andens; Avisen og Manden og
Sproget og Stilen — det hørte altsammen paa det nøieste sammen;
det var altsammen noget for sig, noget ganske individuelt. —
Vinje betragtede sig selv som Ivar Aasens Discipel og
Kampfælle og saa altid med stor Beundring op til denne sin Lærer og
Mester. Han, som saa ofte skrev og talte mod
«heroworship-ping» eller «frifantslæren», som han kaldte den, var selv en ren
heroworshipper, naar det gjaldt Ivar Aasen. Han pleiede at have
Moro af at rive ned paa andre Storheder; men jeg mindes aldrig
at have hørt ham omtale Aasen uden i Udtryk af den høieste
Anerkjendelse (bortseet fra, at han kunde skjemte med en og
anden af hans Egenheder); han fandt endog noget
beundringsværdigt i Aasens ydre Person, som for de fleste syntes meget
uanselig: «Se paa den Panden og den Skalleformen; det er rent
klassisk; der findes ikke Magen i hele Landet!» De to mødtes
jævnlig og synes altid at have staaet paa den bedste Fod og at
være kommet svært godt ud af det med hinanden. Endda er det
vanskeligt at tænke sig to mere forskjellige Naturer, og den enes
Maalstræv afveg da ogsaa sterkt fra den andens baade i Hensyn
paa Udgangspunkt, Karakter og Betning, skjønt man i Samtiden
fordetmeste slog dem sammen til ét. —
Ivar Aasen var ligesaa stilfarende og faamælt, som Vinje var
støiende og megettalende, ligesaa forsigtig, forbeholden og ærbar
i sine Ord, som Vinje var flaakjæftet, uvøren og kynisk oprigtig.
Ivar Aasen sad helst alene i den bedst bortgjemte Krog, naar
han om Aftenen nød sit regelmæssige Glas Toddy paa en eller
anden Kneipe; han var ikke at formaa til at gaa i Selskab, og,
naar han en sjelden Gang besøgte en eller anden Ven (som t. Eks.
Botten-Hansen), pleiede han altid at forsvinde, naar der kom
flere. Vinje var til det yderste selskabelig anlagt; han maatte
helst have en Kreds om sig, som han kunde præke for, og
jo større Kredsen var, des bedre likte han sig, des mere
veltalende blev han.
Ivar Aasen var og blev al sin Tid, trods sine store og
mangesidige Kundskaber og dybe videnskabelige Granskning, en rigtig
Bonde, ikke bare i Hensyn paa ydre Væsen og Sedvaner, men i
Hensyn paa Smag og Syn og Livsanskuelse. Om Vinje gjaldt
dette aldeles ikke, trods det at han kaldte sig selv og blev kaldt
Dølen og opfattedes som en Personifikation af norsk Bondevæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
