Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
THOMAS CARLYLE OM DE GAMLE NORSKE KONGER.
I.
Taine har i sin Histoire de la littérature Anglaise stillet Carlyle
og Macaulay ved Siden af hinanden som de to mest fremragende
Repræsentanter for Englands Historieskrivning i dette
Aarhundrede. Begge er, ifølge hans Opfatning, typisk-nationale; men
indenfor den derved givne Begrænsning staar de saa langt fra
hinanden, som det vel er muligt. Naar en Franskmand vil trænge
ind i det engelske Folks Nationalaand, har han to lange Beiser at
bestaa. Ved Enden af den første lander han hos Macaulay; saa
maa han atter indskibe sig, og først efter en anden ligesaa lang
og ligesaa møisommelig Overfart kommer han til Carlyle.
Macaulay, som baade ved sine Feil og Fortrin — sin praktiske Bonsens
og skarpe Syn for karakteristiske Enkeltheder, men til Gjengjæld
noget svage Generalisationsevne og næsten spidsborgerlige
Bornerthed, — synes saa egte engelsk, og hos hvem Johnbullismen
mangengang fremtræder paa en saa stødende Maade, — betragtes
alligevel af sine Landsmænd som en halvveis fransk Aand; der er
baade i hans Navn og hans Væsen noget keltisk. Carlyle derimod
er en «esprit fonciérement germanique»; først naar man er
kommen til ham, er man paa egte engelsk Grund
I Macaulay’s historiske Forfatterskab gjenkjender vi først og
fremst Taleren og den praktiske Politiker; i Carlyle’s Tænkeren
og Digteren. Macaulay’s sterke Side er det rhetoriske; hans
Manér er det advokatmæssige Indlægs, i hvilket Argumenterne tropper
op i snorlige Bader som veleksercerede Soldater, og hvorved den
endelige Dom over en Begivenhed eller historisk Personlighed
kommer ud som Faciten af et Additionsstykke. Hans Stil er rig
paa Antitheser og Billeder, men paa samme Tid jævn, glat,
ensartet, næsten ensformig, uden bratte Overgange. Han kræver
ingen Anstrengelse af sin Læser. Hans Skildringer er saa
omstændelig og omhyggelig udførte, at Fantasien næsten intet faar
at gjøre med at udfylde dem; han opstiller ingen Sats uden at
bevise den, og hans Bevisførelse er saa logisk, saa
sammenhæn-1 H. d. 1. litt. Angl. V. 325.
24 —Sars: Samlede Verker. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
