Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370
Portrætter og Essays
gende, saa fri for ethvert Spring i Tanken, at endog den sløveste
Forstand kan følge med; men Skildringen holder sig til Gjengjæld
mest paa Overfladen og savner de Streiflys, der lader os skimte
Begivenhedernes inderst inde virkende Drivfjædre; Satserne er ofte
commonplace-Sandheder, for hvilke det maa synes overflødigt at
argumentere, eller hvis Fattigdom ikke den bedst udførte
Argumentation kan afhjælpe. Han er klar og glimrende, men noget
fladbundet, — den fuldendte Fremstiller af hverdagslige Tanker,
et stort Talent og liden Originalitet. Carlyle derimod er i høi
Grad original; men han ikke blot er det, han lægger ogsaa an
paa at være det; deraf kommer det, at man ved Læsningen af
hans Skrifter faar Indtrykket ikke blot af megen virkelig Styrke
i Fantasi og Tanke, men ogsaa af noget skruet og krampagtigt
«II se chauffe pour rester ardent,»1 som Taine siger. Hans Stil er
ligesaa voldsom og regelløs, som Macaulay’s er jævn og poleret.
Vi møder hos ham ingen kunstmæssig udførte Skildringer, ingen
logisk ordnede Argumentrækker; — vi synes at have for os, ikke
en Forfatter, der i Ro og Mag afrunder sine Perioder og
grupperer sit Stof, men en Mand, der taler under Indflydelse af
Øieblik-kets Lidenskab og overvældes af de Tanker, der strømmer ind
paa ham. Endog hans mest udarbeidede Skrift gjør et
fragmentarisk Indtryk; det synes en kaotisk Samling af Stubber og
Stykker, løsrevne Noter, Materialier, hvoraf det fuldendte Kunstverk
ved en videre Behandling skulde fremstaa. Enkelthederne er ofte
ypperlige og af den høieste Virkning; men de staar for sig;
Fremstillingen mangler Ensemble og Harmoni og bevæger sig fremad
gjennem de underligste Vridninger og Vendinger. Det gaar over
Stok og Sten; Sarkasmer og pathetiske Deklamationer, sublime
Billeder og løierlige Sammenstillinger, Allusioner hentede
langveisfra og lagte an paa at vække Latter, afløser hinanden i broget
Mangfoldighed; man føres i de bratteste Overgange fra det
op-høiede til det platte og hverdagslige; man er snart oppe i Skyerne
og snart nede paa Jorden og synes snart at høre en Profet og
snart en Bajads. At læse Macaulay er en Nydelse og en Hvile;
at læse Carlyle er altid anstrengende, ofte en ren Lidelse. Men
paa den anden Side: hvad man læser af den sidste, sysselsætter
i Regelen en langt mere bagefter, end hvad man læser af den
første. Carlyle’s Bøger, mindre behagelige at læse, er mere
«suggestive», frembyder et rigere Stof for Læserens Tanke og Fantasi.
Macaulay optraadte som den glimrende Advokat for det engelske
Puklikums Gjennemsnitsmeninger; han skrev til Forherligelse af
det Samfund, han tilhørte, med baade dets Lys- og Skyggesider;
han dækkede over, hvad der kunde vække Tvivl om altings For-
1 Han heder sig selv op for at holde sig brændende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
