Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carlyle 0111 de gamle norske Konger
375
adheres; what of it cannot be disengaged from our Hero and his
operations: approximately so mueh and no more!1 — og han
gjen-nemfører dette sit Program paa en saadan Maade, at man faar
et yderlig lemlæstet Billede af hans Helt, der med al sin Egoisme
var gjennemtrængt af Tidens almene Idéer, og som, trods sit
tyske Blod, var saa helt fransk i Smag og Aandsdannelse. For
Middelalderen derimod har han en enthusiastisk Yeneration. Den
var, siger han, med al sin Haardhed og Snæverhed, «organisk»,
medens de følgende «industrial ages» har været og fremdeles er
«uorganiske» — «requiring desperately to harden themselves into
some organism».2 Den savnede mangt og meget, som den moderne
Kultur har tilført Menneskeheden, men den havde til
Erstatning noget, som er mere værdt end alt dette, og som Nutiden
savner: Tro, Religion. Mennesket følte sig dengang omgivet af
Undere paa alle Sider; hans Tilværelse fyldtes af Mirakler;
Himmelen var over ham overalt hvor han gik og stod, gjørende hele
Jorden til et mystisk Tempel for ham, alt jordisk Arbeide til et
Slags Gudsdyrkelse. Og tal ikke lier om «barnlig Fantasi»,
«primitiv Enfold»; der er en Sandhed i denne Livsopfatning, som vil
beholde sit Værd til alle Tider, og som Nutiden til sin Ulykke
har tabt afsyne. «Vi har glemt Gud —; vi har lukket vore Øine
for Tingenes evige Substans og holder dem alene aabne for deres
ydre Skin og Former .... Der er ikke længere nogen Gud for
os! Guds Love er blevne omdannede til et
«greatest-happiness-principle», til parlamentarisk «expediency»; Himmelen hvælver
over os alene som et astronomisk Urverk, en Gjenstand for
teleskopiske Undersøgelser . . . Mennesket har tynt Sjælen ud af
Livet paa sig og begynder nu, efterat tilstrækkelig lang Tid er
gaaet, at føie Savnet af den. Dette er den sande Pestbyld,
Udgangspunktet for den almindelige sociale Gangrene, der truer alle
moderne Ting med en frygtelig Opløsning. . . . Der er ingen
Religion, ingen Gud; Mennesket har tabt sin Sjæl og søger
forgjæves efter et Salt, der kan stanse Forraadnelsen. Forgjæves: det
hjælper ikke at slaa Konger ihjel eller at gjennemføre
Reformbiller; franske Revolutioner forslaar saa lidt som manchesterske
Gadespektakler. Den fæle Spedalskhed, der er bragt til at
forsvinde for en Stund, bryder i næste Øieblik frem igjen med ny
Kraft og ny Fortvivlelse.»
Man maa nu ikke af disse voldsomme Deklamationer mod vor
Tids «Gudløshed» slutte, at Carlyle er orthodoks i theologisk
Forstand. Skjønt paavirket af den reaktionære Tidsstrømning, har
1 Saa meget af det som hænger ved af sig selv, det af det som ikke kan rives
løs fra vor Helt og hans Gjerning, tilnærmelsesvis saa meget og ikke mere.
2 Som fortvivlet stræver efter at hærde sig til en Slags Organisme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
