Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
Portrætter og Essays
han dog havt et klart Blik for det umulige og upraktiske i de
religiøse Restaurationsarbeider, som Beaktionens menige
Tilhængere satte igang, og hvorpaa der til ingen Nytte er ofret saamegen
Kraft; han er en altfor fritskuende og vidtskuende Aand, til at
han kunde dele Indbildningen om, at den gjenvakte Troestrang
vilde tilfredsstilles ved en Fremdragning og Oppudsning af de
gamle Former, hvori denne Trang engang har fundet sit Udtryk.
Han omtaler med den yderste Haan den Slags «Konservatisme»,
der i vore Dage praktiseres i en saa vid Udstrækning og
lovprises saameget, skjønt den ikke er andet end dorsk Feighed,
foragtelig Ligegyldighed ligeoverfor Sandheden, ifølge hvilken man
opretholder afsjælede Former og galvaniserer dem, saa at de ser
ud som levende, medens en forstandig aandig Hygiene kræver, at
alt, hvad der er dødt, hurtigst muligt begraves: Menneskene
havde engang Næser, saa at de kjendte Stanken «of a deceased
reality fallen putrid, of a once dear verity become mendacious»;1
men de har nu i en foruroligende Grad tabt denne Sans og lever
nu noksaa komfortabelt omgivne af en hel Mængde slige aandige
Kadavere. Det attende Aarhundredes Skepticisme er ham af
Hjertet imod, han betragter den som en aandig Paralyse, der
tilintetgjorde Evnen til heroisk Daad; men han erkjender paa samme
Tid, at den var nødvendig til at fuldende «the decay of old ways
of believing» og forberede «"new better and wider wavs».2 Han
skildrer Cromwell’s Puritanere med en saa enthusiastisk
Forkjærlighed, at man kunde fristes til at mene, at han selv er en
rettroende Kalvinist; men han ser i en katholsk Abbed fra det 12te
Aarhundrede en ikke mindre fuldgod Repræsentant for den sande
Kristendom. Og hvad der især synes ham beundringsværdigt
hos denne Abbed, det er, at man aldrig ser ham anstille
Betragtninger over sin Tro; den var hans daglige Brød,— den Luft, han
indaandede, uden nogen Anstrengelse, uden Refleksion. «This is
Abbot Samson’s Catholicism of the Twelfth Century, — something
like the Ism of all true men in all true centuries, I fancy! Alas,
compared with any of the Isms current in these poor davs, wliat
a thing! Compared with the respectablest, morbid, struggling
Methodism, never so earnest; with the respectablest, ghastly, dead
or galvanised Dilettantism, never so spasmodic! Methodism with
its eye forever turned on its own navel; asking itself with
tortu-ring anxiety of Hope and Fear: Am I right, am I wrong? Shall
I be saved, shall I not be dam ned? — what is this, at bottom,
but a new phasis of Egoism, stretched out into the Infinite, not
1 Af en død Virkelighed som er gaaet i Forraadnelse, af en engang kjær
Sandhed som er blevet til Løgn.
2 Gamle Trosformers Undergang — nye, bedre og rummeligere Former.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
