Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carlyle 0111 de gamle norske Konger
381
om «a high, majestic Luthen> t. Eks., giver de sig straks ifærd
med at «forklare» ham, som de kalder det; Tiden kaldte ham
frem, siger de, Tidsomstændighederne gjorde alt, han selv intet,
— uden hvad vi, de smaa Kritikere, ogsaa vilde have kunnet gjøre
under de samme «Omstændigheder». Dette Ræsonnement har
ikke andet at hvile paa end en Lignelse, og det en, som halter
adskilligt. Vi lever i Maskinernes Tid; vi forestiller os altsaa
ogsaa Samfundet som en Maskine og mener, at den ene Sjæl
forholder sig til den anden som det ene Legeme til det andet, hvoraf
følger, at to eller idethøieste ti smaa Sjæle skulde repræsentere
en ligesaa stor Sum af Kræfter som en stor Sjæl. En høist
paafaldende Absurditet! Thi den ligefremme — meget ligefremme —
Sandhed er jo dog, at Sjælene forholder sig til hinanden paa en
ganske forskjellig Maade, og at én Mand, der har en høiere
Visdom, en hidtil ukjendt aandig Sandhed i sig, er sterkere, — ikke
end ti eller titusind, — men sterkere end alle de Mænd
tilsammen, der ikke eier denne høiere Visdom; — at han staar blandt
dem udrustet med en ligefrem overjordisk Magt, som med et
Sverd fra selve Himmelens Rustkammer, mod hvilket intet
Menneskeligt Vaaben eller Værge kan staa sig.»–-«Tiden kaldte
den store Mand frem, siger man, som om han dermed var givet.
Vi har kjendt Tider, som kaldte høit nok paa sin Mand; men de
fandt ham ikke. Han var der ikke; Forsynet havde ikke sendt
ham; Tiden maatte gaa under i famlende Fortvivlelse, fordi han
ikke vilde komme, da der blev raabt paa ham. Jeg
sammenligner matte usle Tider med deres Vantro, deres Nød og
Forlegenhed, deres vaklende viljeløse Personligheder, medens
Vanskelighederne taarner sig stedse høiere op, saa Tiden bliver værre og
værre, — jeg sammenligner alt dette med det tørre døde
Brændstof, der venter paa Himmelens Lyn for at blive antændt. Den
store Mand, med sin frie Kraft umiddelbart fra Gud, er Lynet.
— — — I alle Perioder af Verdenshistorien vil vi finde, at den
store Mand var sin Tids uundværlige Forløser, — Lynet, uden
hvilket det brændbare Stof aldrig vilde være bragt i Flamme.
Verdenshistorien er de store Mænds Levnetsbeskrivelse.»
I Overensstemmelse med denne Lære er det hos Carlyle altid
<len enkelte Heros, der optager Scenen; om ham samles alt Lys,
forat hans Skikkelse kan tegne sig saameget skarpere paa den
mørke Baggrund, Den, hos hvem der findes «Originalitet,
naturligt Stof, Genius», særlig Genius for den Ting at herske over sine
Medmennesker, er i Carlyles Øine Konge «af Guds Naade». Han
alene er en «Realitet»; Resten er Formler, Masker, «udstoppede
Klæder». Han er Forkjæmper i den store Menneskehedens Sag
«Cosmos versus Chaos»; at modsætte sig ham er derfor en For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
