Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380
Portrætter og Essays
Regnbue: Solen, af hvilken den er en Refleks, staar bag os og er
unddraget vort Rlik. Vi ser altsaa blotte Skin og Skygger —, mere
eller mindre ufuldkomne og forgjængelige Aabenbarelsesformer
af det evige, uforgjængelige Væsen, der er den sande Eksistens;
men den høieste, fuldkomneste af disse Aabenbarelsesformer er
den store Mand, Geniet eller Heros’en, om hvem det med
Sandhed kan siges, at han kommer som et Rudskab fra det uendelige
ukjendte med Tidender til os — «direet from the inner faet of
things». Herpaa bygger Carlyle sin Lære om store Mænds
Re-tydning i Historien og den Veneration, der skyldes dem og deres
Minde. Denne Lære er Kjernepunktet i hans historiske Filosofi,
og gjennem den faar hans Idealisme en praktisk Afslutning og
gaar over fra at være en blot Theori eller conception de monde
til at blive, hvad man kan kalde en Religion eller Kultus.
Efter hans Mening er denne Kultus den oprindeligste af alle,
Grundvolden for alle eksisterende Religioner. «Hvad jeg har kaldt
Hedenskabets tæt forviklede Junglekrat, vokste op af mange
Rødder; enhver Følelse af Forundring eller Reundring ligeoverfor en
Stjerne eller hvilkensomhelt anden Natur-Gjenstand var en Rod
eller Rodfibre; men hero-worship er den dybeste af alle Rødder^
Pæleroden, fra hvilken for en stor Del hele Resten har draget
Saft og Næring–-Og, naar endog Tilbedelsen af en Stjerne
har nogen Mening, hvormeget mere gjælder da ikke dette om
Tilbedelsen af en Heros!–-Ingen ædlere Følelse rører sig
i det menneskelige Rryst end denne tilbedende Beundring for den?
der er høiere udrustet end en selv. Det har til alle Tider været
den vækkende og løftende Indflydelse i Menneskenes Liv. Fra
den udgaar, hvad man kalder Religion, ikke blot Hedenskabet,
men meget høiere og sandere Religioner, ja enhver hidtil kjendt
Religion. Heltetilbedelse, — brændende, grænseløs
Hengivenhed og Beundring for en ophøiet, Guddommen afspeilende
menneskelig Skikkelse, — er ikke dette selve Kristendommens Spire?
Den største af alle Heroer er en —, som vi ikke vilde nævne
her!» — «Heroworship» er den eneste Tro, der til ingen Tid og
ingensteds kan blive forældet. Det maa da siges at være
Vantroens Fuldendelse at tvivle paa de store Mænd, og det maa
er-kjendes at være et af de sørgeligste Tidens Tegn, — et Vidnesbyrd
om den materialistiske Retning, som Tidsaanden har faaet under
Indflydelse af det meget Maskinvæsen, — at Kritiken i vore Dage
har det saa travlt med at reducere de store historiske
Personligheders Betydning, at drage dem ned til Massernes Niveau og putte
dem ind i de menige Geledder blandt de «mange Kræfter», der
har været med om at fremkalde et afgjørende Omslag, en stor
Epoke i den historiske Udvikling. Taler man til disse Kritikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
