Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carlyle 0111 de gamle norske Konger
397
tydeligt havde foresvævet dets forudgaaende Herskere af nogen
aandig Rang, stillede sig for ham, og idet han søgte at samle dets
Kræfter til denne Opgaves Løsning, kunde han ikke andet end
slutte sig til det Element i det franske Samfund, der var det
livskraftigste og bedst repræsenterede Nationens tidligere
Forfatnings-liv; han greb, hvad man kunde kalde den inderste Tanke i Frankriges
Historie, eller rettere: den greb ham, og han blev dens vældigste
Repræsentant, uimodstaaelig ikke blot ved sit Geni, men ogsaa og
endnu mere derved, at de fleste, endog blandt hans Fiender,
instinktmæssig følte, at han havde den historiske Ret paa sin Side,
— saaledes som vi ser, det var Tilfælde med Kongen, der hadede
ham, men lod ham regjere, eller Montmorency, der gjorde Oprør
mod ham, hvem han ubarmhjertig sendte paa Skafottet, og som
dog betænkte ham i sit Testamente og gav sin Beundring for
ham et Udtryk paa sit Yderste. Havde han levet i England, vilde
han have sluttet sig til Parlamentet; han var blevet en Cromwell
og havde ladet Kongen henrette; i Frankrige blev han Kongens
Førsteminister og traadte under Fødder Spirerne til en
parlamentarisk Forfatning. Og, saalidt man, naar man har Øiet opladt for
hele den store Sammenhæng, i hvilken han var stillet, vil kunne
bebreide ham det som en Forbrj’delse, at han gjorde dette og
ikke heller valgte at slaa ind paa en modsat Vei, — saalidt og
endnu mindre vil man da falde paa at udlede hans Politik: —
hans Kamp mod Aristokratiet og det huguenottiske Parti f. Eks.
— fra alskens smaa personlige Hensyn eller onde Lidenskaber
og fremstille ham som en blot og bar Egoist eller ligefrem
Forbryder. Man vil forstaa den Sindsro, hvormed han, den blodige
Mand, der havde behandlet sine Modstandere med en saa
skaan-selløs Strenghed, saa tilbage paa sit Liv, da han laa paa det
yderste, og deri ikke blot se et Vidnesbyrd om en forhærdet
Samvittighed eller et Hykleri, der er gaaet over til en anden Natur. Da
Presten var kommen for at berede ham og den hellige Hostie
blev bragt frem, sagde han: «Der er min Dommer, som snart
skal afgive sin Kjendelse over mig; jeg beder ham fordømme mig,
om jeg i mit Ministerium har havt noget andet Formaal for Øie
end Religionens og Statens Vel.» Da Presten dernæst spurgte ham,
om han tilgav sine Fiender, svarede han: «Jeg har aldrig havt
andre Fiender end Statens». De fleste af de tilstedeværende,
heder det, betragtede den døende med Beundring, nogle med
Skræk. Biskoppen af Lisieux mumlede halvhøit hen for sig: Voilå
une assurance qui m’épouvante.»1 Ved at fortælle dette i sin
«Histoire de France» føier Henri Martin til følgende Refleksion:
«C’est qu’apparemment ces grands envoyés de la Providence
1 Det er en Sikkerhed som forfærder inig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
