Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
Portrætter og Essays
isme og en temmelig forskriftmæssig Opfatning af Moralen fører
Ordet, finder i Richelieu’s Ærgjerrighed, grusomme Behandling af
sine Modstandere, despotiske Styrelsessæt m. v. velkomne Tekster
at præke over. Mange af den store Kardinals betydningsfuldeste
Foretagender forklares i Sismondi’s franske Historie deraf, at han,
for at holde sig ligeoverfor Ludvig den Trettende, som hadede
ham, men erkjendte hans overlegne Dygtighed, maatte søge at
skabe stedse nye Vanskeligheder, styrte Landet i nye Farer, under
hvilke Kongen vilde komme til at behøve ham. Endog hans
Udenrigspolitik, som er den mest storartede og mindst angribelige
Del af hans Virksomhed udledes af lignende smaalige Motiver.
Om hans mangeaarige Kamp mod det spansk-østerrigske Monarki,
som blev epokegjørende for Europas politiske Historie, heder det
saaledes, at den kun var et Udbrud af «de onde Lidenskaber hos
Richelieu og den spanske Minister Olivares». Mod saadanne
Attentater paa at forhutle en stor Mands store Tanker kan alene en
Forskning, der «forklarer» ham og paaviser, hvorledes hans
Virksomhed indordner sig i den store Sammenhæng af Historiens
«faits généraux», yde fuld Betryggelse. Med denne Sammenhæng
for Øie vil man ikke kunne paastaa, at det var Richelieu, som
grundede den franske Enhed og førte Frankrige i Politik,
Administration og Litteratur ind paa en modsat Vei af den, England
havde slaaet ind paa. Dette er meget for meget til at være én
Mands Verk. Det franske Monarkis stramme Centralisation viser
sig for en Betragtning, der gaar lidt indenfor de paa Overfladen
liggende Kjendsgjerninger, at være Resultatet af Frankriges hele
forudgaaende Historie. Man kan gaa tilbage til medfødte
Raceanlæg og til Frankriges oprindelige Stilling som Overgangsled
mellem den antike og moderne Verden, og man kan derfra følge
Tendenserne mod en sterk Enhedsstat fremover; der er Bagevjer
i denne Bevægelse som i enhver Strøm; stundom opstaar der
Hvirvler, saa at man ikke rigtig ser, i hvad Retning Strømmen
gaar; men snart vinder dog Hovedløbet atter Overhaand, og ved
Richelieu udjævnes endelig alle Hindringer, saa at det derefter
gaar fremad i den engang indslagne Retning som en bred Elv
med et jævnt og sikkert Løb. Man kan fra det Standpunkt, der
er opnaaet ved en saadan Betragtning, umulig gjøre det til en Anke
mod Richelieu, at Frankrige blev Centralisationens og ikke den
lokale Selvstyrelses Land, at det fandt sin Storhed i et mægtigt
Kongedømme, om hvilket alle Folkets Kræfter, de aandige
saavelsom materielle, samlede sig. Det kunde ikke finde Storheden i
nogen anden Retning. Idet Frankriges verdenshistoriske Opgave,
i Kampen mod det spansk-østerrigske Monarki, som var forelagt
det af dets Historie og Beliggenhed, og som mere eller mindre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
