Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Forholdet mellem Iteligion og Moral
409
dette Ords theologiske Mening). Men om, hvorvidt denne
«religiøse Strømning» kan siges at have medført noget «moralsk
Opsving» eller overhovedet at have fremmet noget andet end
Preste-præk og geistlig Forfølgelsesaand, derom maa det vel synes
tilladt at nqpre nogen Tvivl, naar hensees til, hvad de historiske
Aktstykker udsiger. Reformatorernes og deres nærmeste Disciples
Skrifter er fyldte af de bitreste Klager over, de mest uforbeholdne
Tilstaaelser af, at overalt, hvor den «rene Lære» udbredte sig,
fulgtes den i Hælene af et dybt moralsk Forfald. Intet Baand
blev længer holdt helligt; Drukkenskab og Horeri og alskens
Ulevnet tog Overhaand hos høie og låve, og Sammenligningen
mellem de protestantiske og de katholske Menigheder i denne
Henseende udviste et Resultat, der saa langt fra at stadfæste den
theologiske Sætning, at Liv og Lære er ét, og at altsaa den rene
Lære maa føre til et rent Liv, tvertom pegte i den stik modsatte
Retning. Reformatorerne hjalp sig nu ligeoverfor disse uventede
Følger af den formentlige Kirkeforbedring paa sin Vis, idet de
forklarede den moralske Uhumskhed, hvoraf de saa sig omgivne
paa alle Hold, af ulykkebringende Konstellationer eller deraf, at
den yderste Dag var nær forestaaende, og at Fanden i
Betragtning heraf fordoblede sin Virksomhed blandt Menneskene, og naar
Tilstanden var saameget værre inden de protestantiske
Menigheder end inden de katholske, fandt man deri et Vidnesbyrd om
Fandens specielle Vrede mod det «rene Evangelium», hvoraf
nemlig fulgte, at han særlig lagde an paa at friste og forføre dette
Evangeliums Bekjendere, medens han lod dem, der holdt fast ved
den gamle Lære, forholdsvis med Fred. «Die Welt hat Frieden,»
siger en af Reformatorerne (Spangenberg), «wenn sie thut, was ihr
Fürst, der Teufel, will, wie es bisher unter dem Pabstthum
gegan-gen ist. Da wusste der Teufel vor gutem Frieden und Ruhe nicht,
was er thun sollte, richtete ein Grümpel an in den Häusern,
be-gehrte als eine arme Seele Vigil und Seelmessen und trieb
über-aus viel Gaukelspiel. Jetzund aber, weil man ihn ernstlich mit
Gottes Wort angreift, da steht er des Gaukelns fein ab, richtet
Krieg, Unfried und Empörung an, hetzt Land und Leute
zusam-men, versammelt Rotten und Sekten und bringt die armen
Seelen erbärmlich ura.» Ogsaa Luther og Melanchthon
hyldede denne for dem selv saa overmaade bekvemme Forklaring
af de bedrøvelige moralske Tilstande inden det af dem stiftede
Kirkesamfund; men nuomstunder vil vel endog den stiveste
lutherske Orthodoksi kvie sig ved at erkjende Fandens Herredømme over
denne Verden i en saa vid Udstrækning, at hans Vrede mod det
«rene Evangelium» skulde være istand til at forspilde alle
Evangeliets Frugter i moralsk Henseende. Og for dem, der ikke staar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
