Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Forholdet mellem Iteligion og Moral
415
griben. Deres Aand sysselsætter sig i en vis Forstand mere med
den overnaturlige Verden end med den naturlige. Fantasien har
ubetinget Overvegten over den ræsonnerende Forstand. Den
naturlige Følge heraf e^, at hos Oldtidsfolkene og Folk, der staar
paa det af dem indtagne Standpunkt, spiller de religiøse
Forestillinger en dominerende eller ledende Rolle paa Omraader, hvor
en videre fremadskreden Civilisation ikke blot har sat dem af
med Kommandoen, men vist dem helt ud.
I disse religiøse Forestillinger skaber Menneskene sig en
Tugtemester eller et pædagogisk Middel, der er nyttigt, ja ligefrem
uundværligt for Civilisationens Fremgang paa dens tidligste
Stadier. Religionen har fra først af en Hovedkilde i Menneskenes
Frygt og Følelse af Svaghed og Uafhængighed, — primus in orbe
deus fecit timor —; jo mere uciviliseret Menneskene er, des
rigeligere strømmer denne Kilde, des mere er deres Religion fyldt
af en opskræmt Fantasis Skrækkebilleder; men netop derved
bliver den saameget bedre skikket til at udføre sin Mission i den
fremadskridende Civilisations Tjeneste. Menneskene trænger paa
dette Udviklingstrin fremforalt til at disciplineres; Dyret hos
dem er saa sterkt, at alene Trælefrygt og den strengeste Tvang
formaar at age det. Det er nødvendigt at bruge Pisken for at
faa dem af Flekken. De høieste Instinkter og Evner i den
menneskelige Natur, — de, som er modtagelige for en stadig
videre-gaaende Udvikling, og hvis Udvikling netop er Kulturens eller
Civilisationens Væsen, — saadanne som Retsfølelsen,
Skjønheds-sansen, Sandhedskærligheden o. s. v., — har endnu saa liden Magt,
at de vilde ligge rent under, saafremt de ikke blev støttede ved
kunstige Stimulanser. Det er først paa et vidt fremskredet
Kulturtrin, at Menneskene kan gjøre sig fortrolige med Tanken om,
at Dyden har sin Løn i sig selv, og lære at sætte Pris paa
Sandheden, saa de underkaster sig Anstrengelser og Møie for at finde
den uden at spørge efter, hvortil den nytter. For Vildmanden
eller det lidet civiliserede Menneske er dette en aldeles umulig
og ubegribelig Ting. Forat han skal tvinge sin Natur eller spæge
sit Kjød eller arbeide for noget andet end Tilfredsstillelsen af de
rent dyriske Drifter, maa han drives af Frygt for haarde
Straffedomme, eller der maa være stillet ham en Ekstrapræmie i
Udsigt. De falske Idealer maa gjøre Tjeneste, indtil de sande har
vundet tilstrækkelig Klarhed og tilstrækkelig Magt over Sindene.
Enhver Tendens, enhver Arbeidsretning, der har et idealt Moment
i sig og bereder Grunden for en høiere menneskelig Tilværelse,
maa fra først af knytte sig til religiøse Forestillinger, søge Ly
hos dem for at vinde Fremgang, og Religionen bliver paa denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
