Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Forholdet mellem Iteligion og Moral
423
fra først af meget svage og gjør sig næsten ikke eller kun umerkelig
gjældende, men er til Gjengjæld modtagelige for den rigeste
Udvikling, hvorved de stadig faar mere Plads og større Styrke, og
hvorved de i stadig voksende Grad bliver Kilden til Nydelser og
Velvære. Paa denne Udvikling beror det følgelig, hvorvidt
Menneskene skal naa det Maal, der er dem forelagt ved det dybeste
og mest omfattende af alle Instinkter, og hvori Moralen har sit
rette Sigte, dette nemlig at faa sit Væsens Indhold gjort gjældende,
saa langt det rækker, saa Livet kan blive saa rigt og sterkt og
mangfoldigt som muligt. Og hertil knytter nu den evolutionistiske
Morallære en Forklaring af Skyld- og Pligtfølelsen hos
Menneskene, af den ubetinget forpligtende Karakter, som uvilkaarlig
tillægges Moralbudene fremfor andre Velfærdsregler, saa man i
mange Tilfælde maa føie og sige til sig selv: det og det skal du
gjøre, om det noksaa meget strider mod din Lyst, og om du end
ikke kan vente at opnaa nogetsomhelst nyttigt (i Ordets ydre
Forstand) for dig eller andre, ja endog uden Hensyn til, om du ved
at handle modsat kunde stifte mere Nytte. Eftersom nemlig de
Evner og Drifter hos Mennesket, hvoraf hans Perfektibilitet
afhænger, oprindelig er saa svage, at de kun med Nød formaar at
gjøre sig gjældende og først lidt efter lidt vinder Styrke og
Raaderum i samme Grad, som de rent sanselige Drifter tøiles og
tæmmes, vil Udviklingstrangen, som er nedlagt i alt, hvad der er
udviklingsdvgtigt, ofte maatte ytre sig som en tilsyneladende Strid
med vor egen Natur, d. v. s. med det, som i Øieblikket er det
sterkeste i denne Natur, men som tillige er dens ikke-perfektible
Del. Vi vil i Regelen have en umiddelbar, rent instinktmæssig
Følelse af Tilfredshed med os selv, naar vi har udført
Handlinger, hvorved vore høiere Evner eller Drifter bliver gjort
gjældende, og hvorved disse følgelig styrkes (thi at bruge en Evne er
tillige at styrke den), fordi vi derved har arbeidet for vor indre
Udvikling, medens vi ikke vil have en saadan Følelse, naar vi
har givet efter for den rent sanselige Appetits Tilskyndelser, fordi
vi derved ikke har udrettet noget for vor Udvikling. Og denne
Erfaring, at visse Slags Handlinger fremfor andre medfører en
slig Selvtilfredshed eller Selvapprobation hos den, der øver dem,
uden Hensyn til Handlingens ydre Følger eller Virkninger, vil nu,
saalænge endnu Udviklingsloven ikke er bleven erkjendt som den
alt Liv omfattende, naturlig omsætte sig i en Forestilling om, at
disse Handlinger er gode i og for sig og har i og for sig en
ubetinget forpligtende Karakter. Samvittigheden eller den Stemme i
os, der sanktionerer vore Handlinger eller plager os med sine
Bebreidelser, vokser op til at synes en af alle jordiske Hensyn
upaavirkelig, over vor menneskelige Natur helt ophøiet Dommer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
