Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
at trevle ut av den gruppe, som danner hans tænkesæt, de træk
som racen har bestemt.
Dette merkes næsten paa hver side, i teknik som i
betragt-ningssæt. Derfor holder Taine altid engelsk mot fransk ; det er
race mot race, ikke litteratur mot litteratur. Derfor holder han
Molière op mot Wycherley, Vanbrugh, Farquhar og Congreve!
Det samme grundsyn merkes i Taines opfatning av hvad
„litteratur" er. Alt, prækensamlinger og folkeviser, dramaer og
naturvidenskapelige avhandlinger, salmer og komedier, romaner
og lyrik, staar likt for ham og ligger like nær for hans bruk.
Det poetiske og litterære kommer forst i anden række. Dette
faar kanske sit mest typiske utslag i hans citater. Som
dokumenter gjælder det at gjengi dem med nøiagtighed og paa det
gaar poesien jevnlig fløiten. Det er hensynet til racen, ikke
verket og digteren, som avgjør hvem Taine behandler
indgaaende. Shelley er summarisk behandlet, Keats bare nævnt.
Og det er hensynet til raceskildringen som gjør at han ikke
har øie nok for den litterære sammenhæng. Hadde han set
sammenhængen mellem Byron og den engelske klassicisme,
særlig Pope, saa hadde ikke hans verk faat den virkningsfulde
avslutning det har.
Men hvordan forholder det sig saa med verket som
viden-skap? Er den analytiske kritik gjennemført slik at den er
bindende?
Nei. Som analytisk kritiker skulde Taine holde sig selv,
sine egne sympatier og antipatier utenfor undersøkelserne. Hele
hans virksomhet skulde være indstillet paa at forstaa, enhver
bedømmelse av verket, ethvert tagen parti overfor
personligheten skulde være utelukket; den vide sympati skulde kunne
opta alt ; og siden alt har sin bestemte aarsak, skulde han altid
først og fremst lete efter den og arbeide like interessert og like
forutsætningsløst for at forklare en av klassikernes rimerier eller
Thomas Reids spekulationer, som han arbeider med at forklare
Hamlet eller Don Juan. Er saa Taines verk blit en jevn kjede
av videnskapelige paavisninger? Langt ifra. Han har stadig
hensynsløst og lidenskapelig tat parti. Hans behandling av Pope
er nærmest en pamflet; han har i personligheten ikke set noget
andet end det sære, forkvaklede og sykelige, i hans verk ikke
noget andet end det tvungne og opkonstruerte. Han kan ikke
kraftig nok uttale sin fordømmelse av restaurationstidens
libertinerdrama; og han skjelder Th. Reid huden fuld.
Selvfølgelig sætter da Taines utprægede standpunkt for og
imot sit sterke merke paa hans fremstilling av personligheten.
Hvor han selv i sin læsning har hat en oplevelse som har
grepet ham, oplever vi ogsaa det samme i hans fremstilling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
