Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Des mere paafaldende er den Tungnemhed, han
lægger for Dagen.
Det har ikke været Mangel paa god Vilje. Han
troede paa Bjørnson; han følte, at det nye indeholdt
noget for ham, og han har i Blodet et stærkt
historisk Instinkt, der aldrig lader ham staa ligegyldig
overfor Tidsstrømninger. Men det ser ud til, at
Bjørnson har havt et svært Arbeide med ham. Og
sent har det frugtet. Digtsamlingen af 1867 har
endnu megen Wergelandsk Farvning, og først
opimod 1870 kommer hans Lyrik helt ind i det
nye Spor.
Det hænger sammen med en Eiendommelighed i
selve hans Aands Bygning.
Man anser ham for letbegeistret, modtagelig.
Han er det ogsaa overfor Tanker, som falder ind
under hans eget Syn. Men hvis det, der møder
ham i Tankens Form, som Ide, som Formel, — hvis
det er ham noget fremmed, noget, der falder udenfor
hans Sinds Retning og Tendens, har han utrolig
vanskeligt for at komme ind paa det.
Han har da ligesom ikke rigtig Øren at høre
med. Det paavirker ham ikke, gir ikke Gjenklang,
gaar hans Dør forbi. Han blir staaende og lytte
som til en uklar Mumlen, noget uartikuleret, en
Larm, som ingen bestemt Forestilling vækker, men
bare foruroliger. Han maa vænne sig til den, før
han kan begynde at skjelne. «Han lever sig ind i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
