Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han var træt, og det var fra hans fejlslagne
Elskovshaab, at Træthedens Rod .var rundet,
det var derfra, at den hurtigt og sikkert havde
bredt sig gennem al hans Væsen, alle hans
Evner og al hans Tanke. Nu var han kold og
lidenskabsløs nok, men i hin første Tid, da
Slaget havde ramt ham, var hans Kærlighed
vokset, Dag for Dag, med en Febersots
ustandselige Magt, og der havde været Stunder,
hvor hans Sjæl, trængt af afsindig Lidenskab,
havde svulmet til som en Bølge i uendelig
Længsel og fraadende Higen, havde rejst sig
og var bleven ved at stige og stige, til hver en
Fiber i hans Hjerne, hver Streng i hans Hjerte
havde været, strammet til Spændingens yderste
Grænse. Saa var det Trætheden var kommen,
sløvende og lægende, og havde gjort hans Ner-
ver døve imod Smerten, gjort hans Blod for
koldt til Begejstring, hans Puls for svag til
Handling. Og mer end dét, den havde værnet
ham mod at falde tilbage ved at give ham hele
en Rekonvalescents Forsigtighed og Egoisme,
og naar han nu tænker tilbage paa Dagene i
Fjordby, saa er det med den samme Følelse
af Tryghed, som den, der nys har gaaet en svær
Sygdom igennem, finder i den Tanke, at nu,
da han har lidt sin Liden og Feberen har
brændt sig selv til Aske i hans Legeme, nu vil
han være fri for lange, lange Tider. —
Saa var det, da Erik og Fennimore som sagt
havde været gift i to Aar, at han en Sommer-
dag fik et halvt ynkeligt, halvt pralende Brev
fra Erik, hvori han anklagede sig selv for at
have spildt sin Tid nu paa Sidstningen, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
