Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da brast det for Niels, han havde holdt igen
mod Fortvivlelsen, saalænge det var muligt at
haabe, nu kunde han ikke længer. Han gik
ind i den mørke Stue ved Siden af Sygeværel-
set, og stirred ud igennem de dunkle Ruder,
imens hans Negle trykked sig ind i Vindues-
postens Træ; hans Øjne ligesom aad sig gen-
nem Mørket efter Haab, hans Hjerne krymped
sig til Spring mod et Mirakel, saa blev det
klart et Øjeblik og stille, og i den Klarhed gik
han bort fra Vinduet og kastede sig ned over
et Bord, der stod, og hulked uden Taarer.
Da han kom ind i Sygeværelset igen, havde
Barnet Krampe. Han saa’ derpaa, som om
han vilde dræbe sig dermed, disse smaa Hæn-
der, der knyttede sig sammen, hvide med bleg-
blaa Negle, disse stive Øjne, der drejed sig
ud af deres Huler, denne fortrukne Mund, hvor
Tænderne skurede imod hinanden med en Lyd
af Jærn i Sten, det var forfærdeligt og saa dog
ikke det Værste. Nej, men da Krampen saa
holdt op og Legemet blev blødt og bøjeligt
igen, og gav sig hen i Lykken ved den mindre
Smerte, saa den Angst, der kom i Barnets Blik,
naar det mærked fjernt, at Krampen kom igen,
den stigende Bøn om Hjælp, som Pinselen kom
mer og mere nær, nej det, og saa ikke kunne
hjælpe, ikke med sit Hjerteblod, ikke med Alt,
hvad han ejede og havde: — han hæved sine
knyttede Hænder truende mod Himlen, han
greb ned om sit Barn i en vanvittig Tanke om
Flugt, og saa kastede han sig ned paa Gulvet
paa sine Knæ og bad til den Vorherre dér i
Himlen, som holder Jorderig i Angst ved Prø-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
