Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XIII - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
velser og Tugt, som sender Nød og Sygdom,
Lidelse og Død, som vil, at alle Knæ skal bøje
sig med Skælven, og bort fra hvem der ingen
Flugt er mulig, hverken til det yderste Hav
eller ned i Afgrundene, Han, Gud, som, hvis
det ham behager, vil træde ned paa den, du
elsker højest her i Verden, og pine den under
sin Fod tilbage til det Støv, hvoraf han selv
har skabt den.
I slige Tanker bad Niels Lyhne op til Guden,
og kastede sig i Afmagt ned for Himmeltronen,
bekendende, at hans var Magten, hans alene.
Men Barnet blev ved at lide.
Henad Morgenstunden, da den gamle Krigs-
raad, Gaardens Læge, kørte ind ad Porten, var
Niels alene.
XIV.
Det er Efteraar nu, der er ingen Blomster
mer paa Gravene deroppe paa Kirkegaarden,
og Løvet ligger brunt, og muldnende i Væden,
under Træerne i Haven paa Lønborggaard.
I de tomme Stuer gaar Niels Lyhne omkring
i et bittert Tungsind. Der er Noget blevet
brudt i ham den Nat, da Barnet døde, han har
mistet Tilliden til sig selv, sin Tro paa Menne-
skets Magt til at bære det Liv, det faar at leve.
Tilværelsen var bleven gisten, og dens Indhold
sived meningsløst bort til alle Sider.
Det kunde ikke nytte, han kaldte hin Bøn,
han bad, en Faders vanvittige Raab om Hjælp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
