Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mogens og andre Noveller - To Verdener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Solen var ved at gaa ned; Cikadernes klingre
Glassummen begyndte at opfylde Luften paa
den anden Side og bares nu og da over af
pludselige matte Vindpust, der kom og døde
hen i Flodbrynets Vækst af tynde Vidier.
Oppe paa Floden kom der en Baad.
En svag, udtæret Kvindeskikkelse stod i et
af de yderste Huse, bøjet frem over Svalegan-
gens Brystning, og saa’ efter den. Hun skyg-
gede med den næsten gennemsigtige Haand for
Øjnene; thi deroppe, hvor Baaden var, laa So-
lens Skær gyldent og blinkende skarpt over
Vandene, og det saa’ ud, som sejled den paa
et Spejl af -Guld.
Gennem det klare Halvmørke lyste Kvindens
voksblege Ansigt frem, som havde det Lys i
sig selv; tydeligt og skarpt var det at se som
de Skumkamme, der selv i mørke Nætter hvid-
ner Havets Bølger. Ængsteligt spejdede hen-
des haabløse Øjne, et sælsomt svagsindet Smil
laa der om den trætte Mund, men de lodrette
Rynker paa hendes runde, fremspringende
Pande bredte dog som en Skygge af Fortviv-
lelsens Bestemthed over det hele Ansigt.
De begyndte at ringe i Landsbyens lille
Kirke.
Hun vendte sig bort fra Solskæret, og rok-
kede frem og tilbage med Hovedet som for at
undgaa Klokkeklangen, idet hun mumlede næ-
sten som Svar paa den vedholdende Ringen:
,,Jeg kan ikke vente, jeg kan ikke vente.”
Men Lyden blev ved.
Som i Pine gik hun frem og tilbage paa
Svalen; Fortvivlelsens Skygge var bleven endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
