Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Byens Kirkegaard.
Derfor staar Niddet og Hadet ved Gjerdet,
sænker sit Vaaben og bruger det ikke, —
her er et Eden; Cheruben med Sværdet
kyser dem biot med de sorgfulde Blikke.
Kirkegaards-Fred! Dine grønne Pauluner
aabner Du mildt for den fremmede Gjest.
Ingen af Sorgens Guirlander og Buner
kalder ham hid til Erindringens Fest.
Ude, hvor Livsglæden synger sin Vise,
voxer i Dalen lians Savn og hans Kummer;
ude, hvor Livsbølgen svulmer og skummer,
har lian et skinnende Seil at forlise.
Ene de Sørgendes hellige Fred
søger han her paa de viede Stier, —
hviler sin Tanke, hver Døgnlarmen tier,
vandrer i ømhedens lydløse Fjed.
Hid til de fredede, hoinede Grave
bringes iaften et Offer af Sorgen:
skinnende Smykker af Sommerens Flor.
Blomsten skal slumre, til Søndagens Morgen
vækker dens Duft i den ensomme Have.
hæver dens Kalk over Kummerens Spor.
Himlen har ladet paa Vaarskyer dale
kvægende Tanker i Blomsternes Indre;
derfor, naar Kalkene aabnes og tindre,
hvisker fra Bladet en hemmelig Tale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
