Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104 Byens Kirkegaard.
endnu et Yaarglimt blandt Skyernes Vrimmel,
da sad Du ofte, forsonet og stille,
stirred, som hun, i den aftnede Himmel.
Kan Du, igjennem din Strid og din Daad,
redde det barnlige Skjær til det Sidste,
da har Du Regnbuen over din Graad,
da har Du Glorien over din Kiste.
Mellem de smykkede Stene og Hoie
hæver sig ældede, halvglemte Minder,
ligger der Tuer, arme og låve.
Ingen gaar did med et speidende Øie;
Krandsen er visnet, og Indskriften svinder.
Nelderne gro paa de navnløse Grave.
Mindet maa pleies med kjerlige Hænder;
har kun sit Liv, mens din ømhed er rig.
Skjules dit Savn under Glemselens Flig, —
slukkes din Ild, der paa Alteret brænder,
staar det i Gravlunden selv som et Lig.
Ak, selv det fredede Minde har Graven
viet til Glemsel med kortvarig Frist:
bankende Hjerter, der bringe det Krandse,
kunne den skridende Vinter ei standse,
visne som Lovet i Kirkegaards-Haven,
ligge der alle og slumre tilsidst.
Da er det faldende, gulnede Blad
ene det Smykke, Kolonnen skal eie;
da staar den ensom i Gravenes Rad,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
