Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1848.
Christian Fongstad.
(1861.)
Hans Sol i Efteraarets Tid gik ned,
da Lunden kastede sit sidste Lov;
dog var lians Kiste som et fyldigt Bed,
med Vaars og Sommers Offer til hans Støv.
Ja, paa hans Vei til Graven fra hans Hjem
den blomsterrige Baare maatte standse,
mens vennehulde Hænder raktes frem
og til dens Rigdom føied nye Krandse.
Han var saa ung, saa elsket og begrædt,
og i hans Indre var der frodig Vaar;
hans Urnes Blomsterskat har tolket det
i stille Billedsprog, som Sorg forstaar.
Men Smerten i det Hjem, han har forladt,
der brænder dyb, naar den vil ømt erindre,
den tunge Længsels-Drøm i Savnets Nat
kan intet jordisk Trøstebilled lindre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
