Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332
Epistel til en uerfaren Digter.
Tit høres encl det gammeldagse Ord,
hvormed utroligt man paa Vers kan vove,
at den Poet tør aldrig kaldes stor,
som nøie holder sig til Kunstens Love.
Hvad er det, siger man, som Digtet kroner? —
en Smule Tænkning, megen Fantasi,
en Kraft, en Flugt, der helst bør være fri,
som i Naturens Skuespil og Toner.
Ja, saadan Løshed fremfor Alt man vil, —
og denne Sats har Mange ført i Munden,
at Poesi saa lidt skal være bunden
som, til Exempel, Æols-Harpens Spil;
det Billed, mente man, kan godt forslaa,
thi disse Strenge lyde uvilkaarligt,
snart høstligt dybt, snart sværmerisk og vaarligt,
naar frie Vinde gjennem Harpen gaa.
Men man forstod ei, eller dog man glemte,
at andre Kræfter i dens Klang er gjemte,
at den er øm og tonerig og stærk,
fordi dens Bygning er et sindrigt Verk, —
fordi dens Strenge blev af Kunsten stemte.
Digtning og Tænkning, — hvordan skal de skilles ?
Dog ei vilkaarligt, paa et uklart Punkt,
hvor Digteren i sine Traade hildes,
og Tankens Arbeid falder ham for tungt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
