Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’228 Adam Oehlenschläger.
„Saa melder en gammel Sanger
hvad nu I høre faar:
et Land er nævnt Thrudvanger,
deri en Hofgaard staar;
dens Lofte paa Piller ruge,
af Sale Huset fuld:
femhundred fyrgetjuge,
og vei beklædt med Guld."
Mange kjende denne Sang med det store Syn
og det stærke Tonefald, maaske de Fleste, men ikke
Alle, — og Alle, der ere samlede til Ihukommelsen af
Nordens største Digternavn, skulde kjende Sangen
om Nordens Guder. Hvad de Lærde havde skimtet
gjennem Bog-Stevet, det skuede han, den Langsynede,
over Klippetinderne. Han var Nordens Homer; thi
mod hans opad-vendende Klarblik beiede Aserne sig
og sænkede sine Borge, og de staa ei mere paa de
bævende Skyer. Fyrrens og Granens og Bøgens
Stammer ere nu Pillerne, hvorpaa Loftene ruge,
over Dale og Sletter skinne Guld-Tagene, — der gaar
atter Glands fra Norden.
I dette Aarhundredes første Aar var man
kommen saa vidt i Danmark, at der alvorligt tænktes paa
den hjemlige Poesis Forbindelse med Nordens
Oldtids-Billeder. De gamle Skindbøger vare aabnede, —
den historiske Skole, der ledede de nordiske
Forskninger, havde allerede længe havt et berømmeligt
Navn og i nogen Grad indvirket paa Digtningen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
