Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’229 Adam Oehlenschläger.
Da fremsatte Høiskolen denne Pris-Opgave: „Var det
gavnligt for Nordens skjønne Literatur, at den
nordiske Mythologi blev antagen og almindelig indført
i Stedet for den græske?" — Hvor underligt lyder
dette Spørgsmaal nu! Saaledes som man dengang
tænkte sig de mythologiske Forestillinger og Former,
vare de dog kun ydre Skjonheds-Midler for Kunst
og Poesi, og derfor kunde hin Forandrings
Gavnlighed være tvivlsom. Men hvor Livet vil frem af
sin egen Spiregrund og med sine egne dybeste
Kræfter, der spørges ei om Gavnet. Adam
Oehlenschläger søgte forgjæves at naa Prisen for den
akademiske Opgaves Løsning. Men i ham var det
gamle Valhals nye Liv, og af ham fremtraadte det
snart med en saadan Magt og Fylde, at alle
Skole-Spørgsmaal om dets Gyldighed maatte forstumme.
Se nu tilbage paa det store Vendepunkt! Nordens
Oldtid var ei ubekjendt for det forrige Aarhundredes
oplyste Mænd; man fremstillede Saga - Bøgernes
Bedrifter som Forbilleder paa nordisk Hoisind og
Daads-Kraft, — man fordanskede saadanne Optrin, og
indklædte dem i nye, kunstmæssige Former. Hvad
manglede da? Det var jo dog Oldtidens Træk. der
beskuedes. — Forvandlingen manglede. Det Gamle
skulde ei gaa igjen, men gjenfødes; det skulde ei
indklædes i noget Nyt, men Nyheden være dets
egen Udvikling af Svøbet. Hvad Oldforskningen ei
kunde udrette, det blev naaet ved Digtningen. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
