Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
En literær Situation.
følger ei, at Verket i sin „Eiendommelighet, i Art
og Væsen, skulde slaa an i Samtiden, og fortjene varig
Anseelse.
Ewalds Tragedie er, — idet han slutter sig til
Forbilleder, der selv ere vaklende Forsøg, — uden Stil,
uden Habitus. Bruns „Zarine" er i Stil. Man vil
maaske nu kalde det slet Stil, men dengang var det
den herskende. Man maa erindre, at hin Corneilles
og Eacines Skueplads er afsluttet, en tilbagelagt
Kunstform, som ei længer fornyes. En moderne
Tragedie har i Anlæg, -Øiemed og Virkemaade, i
Udstyr og Sprog, saa stor Forskjellighed fra den
ældre franske Tragedie, at Sammenligningen er
nærved at blive ufrugtbar. Andre Elementer ere
indlagte, en anden Betragtningskreds er aabnet, andre
Interesser gjöre sig gjeldende, — der er forudsat et
andet Forhold til Livet og Virkeligheden. Det er som
Modsætningen mellem hine gamle Klaverer med den
indskrænkede Ambitus, den tine Strengeklang, — og
Nutidens Tangent-Instrumenter, der hartad gjöre
Fyldest for et helt Orkester. Den gamle franske
Tragedie har en stor Enkelthed i Kompositionen.
Motiverne fremhæves stærkt, og træde uden Omsvøb
frem i Anlæget. Ligesom Sproget er antithetisk
pointeret, saaledes ere ogsaa Dramaets indre
Modsætninger stillede til Skue uden mange Mellemled
og Overgange. Verkets Bygning faar derved en vis
storladen Simpelhed, hvorved det bliver en let, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
