Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
VEI) DET YDERSTE HAV.
varme Gulvtæpper; Skind blev Tæppe og Dyne, som
Matroserne redte sig til Seng under Snekuplen, medens det
udenfor gnistrende frøs, som vi ikke kende det ved vor strengeste
Vintertid. Hos os var det endnu Efteraarsdage, det tænkte de
paa deroppe; de huskede paa Solstraalerne i Hjemmet og paa
det rødgule Løv, som hang paa Træerne. Uret viste, at det
var Aften og Sovetid, og i et af Snehusene strakte sig
allerede to for at hvile; den yngste havde med sin bedste, rigeste
Skat hjemmefra, den, Bedstemor før Afrejsen gav ham med,
det var Bibelen. Hver Nat laa den under hans Hovedgærde,
han vidste fra Barndomsaarene af, hvad der stod i den; hver
Dag læste han et Stykke, og paa hans Leje kom ham tit
saa trøstende i Tanker de hellige Ord: »Vilde jeg tage
Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste
Hav, du skulde dog føre mig og din højre Haand
holde mig fast!« — og under Sandhedens Ord og Tro
lukkede han Øjnene, Søvnen kom, og Drømmen kom,
Aandens Aabenbarede i Gud; Sjælen var den levende under
Legemets Hvile; han fornam det, det var som Melodier af
gamle kære, kendte Sange; det aandede saa mildt, saa
sommervarmt, og fra sit Leje saa han det skinne over sig, som
om Snekuplen blev gennemstraalet udenfra; han løftede sit
Hoved, det straalende hvide var ikke Vægge eller Loft, det
var de store Vinger fra en Engels Skuldre, og han saa op i
hans milde, lysende Ansigt. Ud fra Bibelens Blade, som fra
en Lillies Bæger, løftede Engelen sig, bredte sine Arme vidt
ud, og Snehyttens Vægge sank rundt om som et luftigt, let
Taageslør; Hjemmets grønne Marker og Høje med de
rødbrune Skove laa rundt om i stille Solskin en dejlig
Efteraarsdag; Storkens Rede stod tom, men endnu hang Æblerne
paa det vilde Æbletræ, skønt Bladene vare faldne; de røde
Hyben skinnede, og Stæren fløjtede i det lille grønne Bur
over Bondehusets Vindue, hvor Hjemmets Hjem var; Stæren
fløjtede, som det var lært den, og Bedstemor hængte
Fuglegræs om Buret, som Sønnesønnen altid havde gjort; og
Smedens Datter, saa ung og saa smuk, stod ved Brønden og
drog Vand op, nikkede til Bedstemor, og Bedstemor vinkede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
