Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
FLASKEHALSEN.
den Flaske, hvoraf var skænket Glædens og Haabets Skaal
for ham og hende; den gyngede nu paa Bølge med Hilsen og
Dødsbud.
Skibet sank, Mandskabet sank, den fløj som en Fugl, den
havde jo Hjerte, et Kærestebrev inde i sig. Og Solen stod
op, og Solen gik ned, det var for Flasken at se ligesom i
dens Begyndelses Tid den røde, glødende Ovn, den havde
Længsel efter at flyve igen derind. Den fornam Havblik og
ny Storme; ikke stødte den mod noget Klippestykke; ikke
blev den slugt af nogen Haj; mer end Aar og Dag drev den
om, snart mod Nord, snart mod Syd, som Strømningerne førte
den. Den var iøvrigt sin egen Herre, men det kan man ogsaa
blive ked af.
Det beskrevne Blad, det sidste Farvel fra Brudgom til
Brud vilde kun bringe Sorg, kom det engang i de rette
Hænder, men hvor vare de Hænder, de, der havde skinnet saa
hvide, da de bredte Dugen i det friske Græs, i den grønne
Skov, paa Forlovelsens Dag? Hvor var Bundtmagerens Datter?
Ja, hvor var Landet, og hvilket Land laa vei nærmest? Det
vidste Flasken ikke; den drev, og den drev og var saa til
sidst ogsaa ked af at drive, det var ikke dens Bestemmelse,
men den drev alligevel, til endelig den naaede Land, et fremmed
Land. Den forstod ikke et Ord af hvad der her blev tait, det
var ikke det Tungemaal, den før havde hørt tale, og der gaar
en meget tabt, naar man ikke forstaar Sproget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
