Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103 SUPPE PAA EN PØLSEPIND.
en, vi bruge! den er tilskaaren, den er udmærket!«« og han
blev mer og mer henrykt, idet han saa paa min Vandrestav.
»»Nok laane, men ikke beholde!«« sagde jeg.
»»Ikke beholde!«« sagde de alle sammen, tog om
Pølsepinden, som jeg slåp, og de dansede med den hen til den
fine Mosplet, rejste Pølsepinden der, midt i det grønne. De
vilde ogsaa have en Majstang, og den, de nu havde, var jo
ogsaa for dem, som skaaren dertil. Nu blev den pyntet; ja,
da fik den Syn!
Smaa Edderkopper spandt Guldtraad om den, ophængte
vajende Slør og Faner, saa fine vævede, saa snehvide blegede
i Maaneskin, at det skar mig i mine Øjne; de tog Farver af
Sommerfuglens Vinger og dryssede paa de hvide Lin, og der
skinnede Blomster og Diamanter, jeg kendte ikke igen mer
min Pølsepind; saadan en Majstang, som den var bleven,
fandtes der vist ikke Mage til i Verden. Og nu først kom
det rigtige store Alfeselskab, det var ganske uden Klæder,
finere kunde det ikke være, og jeg blev indbudt til at se paa
Stadsen, men i Afstand, for jeg var dem for stor.
Nu begyndte der et Spil! det var, som om tusinde
Glasklokker klang, saa fuldt og stærkt; jeg troede, det var Svanerne,
der sang, ja, jeg syntes, at jeg ogsaa kunde høre Gøg og
Drossel, det var til sidst, som om hele Skoven klang med, der
var Børnestemmer, Klokkeklang og Fuglesang, de yndigste
Melodier, og al den Dejlighed klang ud fra Alfernes Majstang,
den var et helt Klokkespil, og det var min Pølsepind. Saa
meget havde jeg aldrig troet, at der kunde komme ud af den,
men det kommer nok an paa, hvilke Hænder den kommer i.
Jeg blev virkelig saa bevæget; jeg græd, som en lille Mus kan
græde, af bare Fornøjelse.
Natten var alt for kort! men den er nu ikke længere paa
den Tid deroppe. I Dagningen kom der en Luftning,
Vandspejlet paa Skovsøen krusedes, alle de fine, svævende Slør og
Faner fløj hen i Luften; de gyngende Kiosker af Spindelvæv,
Hængebroer og Balustrader, hvad de nu hedde, der vare rejste
fra Blad til Blad, fløj som ingenting; seks Alfer kom og bragte
mig min Pølsepind, idet de spurgte, om jeg havde noget Ønske,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
