Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107 SUPPE PAA EN PØLSEPIND.
sagde derom, at her var vist Hjerte og Forstand. »»De to
stille os Myrer øverst blandt Fornuftvæsnerne. Forstanden
maa og bør være den overvejende, og jeg har den største!««
og saa rejste hun sig paa de bageste Ben, hun var saa
kendelig, — jeg kunde ikke tage Fejl; og jeg slugte hende. Gak til
Myren og bliv vis! nu havde jeg Dronningen!
Jeg gik nu nærmere hen til det omtalte store Træ, det var
en Eg, den havde høj Stamme, mægtig Krone og var meget
gammel; jeg vidste, at her boede en levende Skabning, en
Kvinde, Dryade kaldes hun, fødes med Træet og dør med
det; jeg havde hørt derom paa Biblioteket; nu saa jeg
saadant et Træ, saa saadan en Egepige; hun gav et forfærdeligt
Skrig, da hun saa mig saa nær; hun var som alle
Fruentimmer meget angst for Mus, men hun havde da ogsaa mere
Aarsag end de andre, for jeg kunde gnave Træet over, og
ved det hang jo hendes Liv. Jeg talte til hende venligt og
inderligt, gav hende Mod, og hun tog mig paa sin fine Haand,
og da hun fik at vide, hvorfor jeg var gaaet ud i den vide
Verden, lovede hun, at jeg skulde maaske allerede samme
Aften erholde een af de to Skatte, jeg endnu søgte om. Hun
fortalte mig, at Fantasus var hendes meget gode Ven, at han
var saa dejlig som Kærlighedsguden, og at han mangen Stund
her tog Hvile under Træets løvfulde Grene, der da susede
endnu stærkere hen over dem begge to; han kaldte hende
sin Dryade, sagde hun, Træet sit Træ, den knudrede, mægtige,
skønne Eg var just efter hans Sind, Rødderne bredte sig dybt
og fast ned i Jorden, Stammen og Kronen løftede sig højt i
den friske Luft og kendte den fygende Sne, de skarpe Vinde
og det varme Solskin, som det skal kendes. Ja, saadan talte
hun: »»Fuglene synge deroppe og fortælle om de fremmede
Lande! og paa den eneste udgaaede Gren har Storken bygget
Rede, det pynter godt, og man faar lidt at høre fra
Pyramidernes Land. Alt det kan Fantasus godt lide, det er ham
ikke engang nok, jeg selv maa fortælle for ham om Livet i
Skoven fra jeg var lille, og Træet var spædt, saa at en Nælde
kunde skjule det, og indtil nu, det er blevet saa stort og
mægtigt. Sid du nu henne under Skovmærkerne og pas vei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
