Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
DET GAMLE EGETRÆS SIDSTE DRØM.
udstrakte Grene; det saa Kærestefolk i stille Lykke mødes her
i Maaneskin og skære deres Navne, det første Bogstav, ind i
den graagrønne Bark. Cither og Æolsharpe vare engang,
ja, der laa Aaringer imellem, hængte op i Egens Grene af
rejsende, muntre Svende, nu hang de der igen, nu klang de
der igen saa yndeligt. Skovduerne kurrede, som vilde de
fortælle, hvad Træet følte derved, og Gøgen kukkede, hvor mangen
Sommerdag det skulde leve.
Da var det, som om en ny Livsstrømning rislede det lige
ned i de mindste Rødder og op i de højest ragende Grene,
lige ud i Bladene; Træet følte, at det strakte sig derved, ja
det fornam med Rødderne, hvorledes der ogsaa nede i Jorden
var Liv og Varme; det fornam sin Styrke tage til, det voksede
højere og højere; Stammen skød op, der var ingen Stillestaaen,
den voksede mer og altid mer, Kronen blev fyldigere, bredte
sig, løftede sig, — og alt som Træet voksede, voksede ogsaa
dets Velværen, dets lyksaliggørende Længsel efter altid at naa
højere, lige op til den lysende, varme Sol.
Allerede var det vokset højt op over Skyerne, der, som mørke
Trækfugleskarer eller store, hvide Svaneflokke drog hen under det.
Og hvert af Træets Blade kunde se, som havde det Øjne
at se med; Stjernerne bleve synlige ved Dagen, saa store og
blanke; hver af dem blinkede som et Par Øjne, saa milde, saa
klare; de mindede om kendte, kærlige Øjne, Barneøjne,
Kærestefolks-Øjne, naar de mødtes under Træet.
Det var et livsaligt Øjeblik, saa frydefuldt! og dog, i al
den Fryd, fornam det en Længsel og Lyst efter, at alle de
andre Skovens Træer dernede, alle Buske, Urter og Blomster
maatte kunne løfte sig med, føie og fornemme denne Glans
og Glæde. Det mægtige Egetræ, i al sin Herligheds Drøm,
var ikke fuldt lykkeligt uden at have dem med alle, smaa og
store, og denne Følelse bævede igennem Grene og Blade, saa
inderligt, saa stærkt som i et Menneskes Bryst.
Træets Krone bevægede sig, som om det søgte og savnede,
det saa tilbage, og da fornam det Duft af Skovmærker og
snart endnu stærkere Duft af Kaprifolier og Violer, det troede
at kunne høre Gøgen svare sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
