Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
DET GAMLE EGETRÆS SIDSTE DRØM.
Hundrede og fem og tresindstyve Aar var nu som en Dag
for Døgnfluen.
Julemorgen, da Solen kom frem, havde Stormen lagt sig;
alle Kirkeklokkerne ringede festligt, og fra hver Skorsten, selv
den mindste paa Husmandens Tag, løftede sig Røgen blaalig
som fra Alteret ved Druidens Fest, Takkens Offerrøg. Søen
blev mere og mere stille, og paa et stort Fartøj derude, der i
Natten havde vei overstaaet det haarde Vejr, hejsedes nu alle
Flag, julefestligt og smukt.
»Træet er borte! Det gamle Egetræ, vort Mærke paa Landet!«
sagde Søfolkene. »Det er faldet i denne Stormnat! Hvo skal
kunne erstatte det; det kan ingen!«
Saadan Ligtale, kort, men velment, flk Træet, der laa
udstrakt paa Snetæppet ved Stranden; og hen over det klang
Psalmesang fra Skibet, Sangen om Julens Glæde og
Menneskenes Sjæls Frelse i Kristo og det evige Liv:
»Syng højt i Sky, Guds Kirkeflok!
Halleluja, nu har vi nok,
den Fryd er uden Lige!
Halleluja, Halleluja!«
saa lød den gamle Psalme, og hver derude paa Skibet løftedes
paa sin Vis ved den og Bønnen, ret som det gamle Træ løftede
sig i sin sidste, sin dejligste Drøm Julenat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
