Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
DYNDKONGENS DATTER.
Kvæk, hun foer sammen derved og sprang fra Sengen hen til
Lugen, den smækkede hun op; Solen kom i det samme frem,
kastede sine Straaler lige ind i Sengen paa den store Padde,
og det var med eet, som om Udyrets brede Mund trak sig
sammen og blev lille og rød, Lemmerne strakte sig i den
nydeligste Skikkelse, det var hendes eget lille, dejlige Barn,
der laa, og ingen hæslig Frø.
»Hvad er dog det!« sagde hun, »har jeg drømt en ond
Drøm! det er jo mit eget yndige Alfebarn, der ligger!« og
hun kyssede og trykkede det til sit Hjerte, men det rev og
bed om sig ligesom en vild Kattekilling.
Ikke den Dag, heller ikke den næste kom Vikingeherren,
skønt han var paa Vejen, men Vinden var imod, den blæste
Syd paa for Storkene. Medbør for een er Modbør for en
anden.
I et Par Dage og Nætter blev det Vikingefruen klart,
hvordan det stod sig med hendes lille Barn, det var jo en
forfærdelig Trolddom, der hvilede over det. Ved Dagen var
det dejligt som en Lysalf, men havde en ond, vild Natur,
om Natten derimod var det en hæslig Padde, stille og
klynkende, med sorrigfulde Øjne; her var to Naturer, der skiftede
om, baade udad og indad; det kom af, at den lille Pige, som
Storken havde bragt, ejede ved Dagen sin rette Moders Ydre,
men paa den Tid sin Faders Sindelag; ved Natten derimod
fik det Slægtskabet med ham synligt i sit Legemes Skikkelse,
derimod straalede da, inde i det, Moderens Sind og Hjerte.
Hvo kunde løse denne ved Sejdkunst øvede Magt.
Vikingefruen havde Angest og Bedrøvelse derover og dog hang hendes
Hjerte ved den stakkels Skabning, om hvis Tilstand hun ikke
troede at turde fortælle sin Husbond, naar han nu snart kom
hjem, thi da vilde han vist, som Skik og Brug var, lægge det
stakkels Barn ud paa Alfarvej og lade det tage af hvem, der
vilde. Det nænnede den skikkelige Vikingefrue ikke, han skulde
kun ved den lyse Dag faa Barnet at se.
En Morgenstund susede Storkevingerne hen over Taget;
der havde om Natten over hundrede Storkepar udhvilet sig
efter den store Manøvre, nu fløj de op for at drage Syd paa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
