Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161 DYNDKONGENS DATTER.
sluttede sig om dem, og de løftede sig fra Jorden som to
hvide Svaner.
»Lad os nu tale!« sagde Storkefader, »nu forstaa vi
hinandens Sprog, om end Næbbet er anderledes skaaret paa
den ene Fugl end paa den anden! det træffer sig saa heldigt
som noget kan, at I komme denne Nat, i Morgen havde vi
været af Sted, Mutter, jeg og Ungerne! vi flyve Syd paa! ja,
se kun paa mig! jeg er jo en gammel Ven fra Nillandet, og
det er Mutter med, hun har det i Hjertet mere end i
Kneb-beren. Hun troede altid, at Prinsessen nok hyttede sig! jeg
og Ungerne have baaret Svanehammen herop —! naa, hvor
jeg er glad! og hvor det er et Held, at jeg er her endnu;
naar det gryr ad Dag, trække vi af Sted! stort Storkeselskab!
Vi flyve foran, flyv kun bagefter, saa tage I ikke fejl af Vejen;
jeg og Ungerne skal ogsaa nok have et Øje med!«
»Og Lotusblomsten, jeg skulde bringe,« sagde den
ægyptiske Prinsesse, »den flyver i Svaneham ved min Side! mit
Hjertes Blomst har jeg med, saaledes har det løst sig. Hjemad,
hjemad!«
Men Helga sagde, at hun ikke kunde forlade det danske
Land, før hun engang endnu havde set sin Plejemoder, den
kærlige Vikingefrue. I Helgas Tanke gik op hver smuk
Erindring, hvert kærligt Ord, hver Taare, Plejemoderen havde
grædt, og næsten var det i dette Øjeblik, som om hun holdt
mest af denne Moder.
»Ja, vi maa til Vikingegaarden!« sagde Storkefader,
»der venter jo Mor og Ungerne! hvor ville de dreje Øjne og
lade Knebberen gaa! ja, Mor siger nu ikke saa meget! kort
og fyndig er hun, og saa mener hun det endnu bedre! jeg
vil straks slaa en Skralde, at de kunne høre, at vi komme!«
Og saa skraldede Storkefader med Næbbet, og han og
Svanerne fløj til Vikingeborgen.
Derinde laa alle endnu i dyb Søvn; først sent paa Natten
var Vikingefruen kommen til Ro; liun laa i Angest for
liden Helga, der nu i hele tre Døgn havde været forsvundet
med den kristne Præst; hun maatte have hjulpet ham bort,
det var hendes Hest, der savnedes paa Stalden; ved hvilken
H. C. Andersen: Eventyr og Historier. II. 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
