Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
DYNDKONGENS DATTER.
Magt var alt dette bevirket. Vikingefruen tænkte paa de
Underværker, der hørtes skete ved den hvide Krist og ved
dem, som troede paa ham og fulgte ham. De vekslende
Tanker fik Skikkelse i Drømmens Liv, det forekom hende, at
hun endnu sad vaagen, eftertænkende paa sin Seng, og
udenfor rugede Mørket. Stormen kom, hun hørte Havets Rullen
i Vest og Øst, fra Nordsøen og Kattegattets Vande; den uhyre
Slange, som omspændte Jorden i Havdybet, rystede i
Krampetrækninger; det var mod Gudernes Nat, Ragnarok, som
Hedningefolket kaldte den yderste Time, da alt skulde forgaa,
selv de høje Guder. Gjallerhornet lød, og hen over Regnbuen
red Guderne, klædte i Staal, for at kæmpe den sidste Kamp;
foran dem fløj de vingeklædte Skjoldmøer, og Rækken
sluttedes med de døde Kæmpers Skikkelser; den hele Luft lyste
om dem med Nordlysblink, men Mørket var det sejrende.
Det var en rædsom Stund.
Og tæt ved den ængstede Vikingefrue sad paa Gulvet
liden Helga i Frøens hæslige Skikkelse, ogsaa hun skælvede
og knugede sig op til Plejemoderen, som tog hende paa sit
Skød og i Kærlighed holdt hende fast, i hvor hæslig end
Paddehammen syntes. Luften genlød af Sværd- og Kølleslag,
af susende Pile, som var det en stormende Hagelbyge, der gik
hen over dem. Timen var kommen, da Jord og Himmel vilde
briste, Stjernerne falde, alt gaa til Grunde i Surturs Ild, men
en ny Jord og Himmel, vidste hun, vilde komme, Kornet
bølge, hvor Havet nu rullede hen over den golde Sandbund,
den unævnelige Gud raade, og op til ham steg Bal dur, den
milde, kærlige, løst fra de dødes Rige — han kom —
Vikingefruen saa ham, hun kendte hans Aasyn, — det var
deri kristne, fangne Præst.
»Hvide Krist!« raabte hun højt, og i Navnets Nævnelse
trykkede hun et Kys paa sit hæslige Frøbarns Pande; da
faldt Paddehammen, og liden Helga stod der i al sin
Dejlighed, mild som aldrig før og med straalende Øjne; hun
kyssede Plejemoderens Hænder, velsignede hende for al den
Omhu og Kærlighed, hun i Trængselens og Prøvelsens Dage
forundte hende; takkede hende for de Tanker, hun havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
