Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165 DYNDKONGENS DATTER.
Ogsaa Fuglene saa den og fremskyndte deres Flugt.
»Jeg lugter Nildynd og vaade Frøer!« sagde
Storkemoder, »det kriller i mig! — Ja, nu skulle I faa at smage,
og I skulle se Marabu, Ibis og Traner! de høre alle til
Familien, men ere ikke nær saa kønne som vi; de stille sig
fornemme an, især Ibis; han er nu bleven forvænt af
Ægypterne, de gøre ham til Mumie, stoppe ham med Krydderurter.
Jeg vil heller stoppes med levende Frøer, det ville I med, og
det skulle I blive! Bedre noget i Skrutten, mens man lever,
end at være til Stads, naar man er død! det er min Mening,
og den er altid den rigtige!«
»Nu ere Storkene komne!« sagde man i det rige Hus ved
Nilens Bred, hvor i den aabne Hal, paa bløde Hylstre
dækkede med Leopardens Skind, den kongelige Herre laa
udstrakt, ikke levende, heller ikke død, haabende paa
Lotusblomsten fra den dybe Mose i Norden. Slægtninge og Tyende
stod om ham.
Og ind i Hallen fløj to prægtige, hvide Svaner, de vare
komne med Storkene; de kastede den blendende Fjerham,
og der stod to dejlige Kvinder, hinanden saa lig som to
Dug-draaber; de bøjede sig hen over den blege, henvisnede gamle
Mand, de kastede deres lange Haar tilbage, og idet liden
Helga bøjede sig over Bedstefaderen, rødmede hans Kinder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
