Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167 DYNDKONGENS DATTER.
»Og hvad flk du?« spurgte Storkemoder, »de skulde da
ikke glemme den vigtigste, og den er du! de lærde have kun
knebret ved det hele! men dit kommer vei!«
I den sildige Nat, da Søvnens Fred hvilede over det ny
lykkelige Hus, var der en, der endnu vaagede, og det var
ikke Storkefader, uagtet han paa eet Ben stod op i Reden
og sov Skildvagt, nej, liden Helga vaagede, hældede sig ud
over Altanen og saa paa den klare Luft med de store, lysende
Stjerner, større og renere i Glans, end hun havde set dem i
Norden, og dog de samme. Hun tænkte paa Vikingefruen
ved Vildmosen, paa Plejemoderens milde Øjne, de Taarer,
hun havde grædt over det arme Frøbarn, der nu stod i
Glans og Stjernepragt ved Nilens Vande i dejlig Foraarsluft.
Hun tænkte paa Kærligheden i den hedenske Kvindes Bryst,
den Kærlighed, hun havde vist en ynkelig Skabning, der i
Menneskeham var et ondt Dyr og i Dyrets Ham væmmelig
at se og røre ved. Hun saa paa de lysende Stjerner og
huskede paa Glansen fra den dødes Pande, da de fløj hen over
Skov og Mose; der klang Toner i hendes Erindring, Ord,
hun havde hørt udtale, da de red af Sted, og hun sad som
den betagne, Ord om Kærlighedens store Ophav, den højeste
Kærlighed, der omfattede alle Slægter.
Ja, hvad var ikke givet, vundet, opnaaet! Liden Helgas
Tanke omfattede ved Nat, ved Dag, hele sin Lykkesum og
stod i Skuet af den som Barnet, der vender sig ilsomt fra
Giveren til det givne, alle de dejlige Gaver; hun ligesom gik
op i den stigende Lyksalighed, der kunde komme, vilde
komme; hun var jo baaren gennem Underværker til altid
højere Glæde og Lykke, og heri fortabte hun sig en Dag saa
ganske, at hun ikke mere tænkte paa Giveren. Det var
Ung-domsmodets Kækhed, der gjorde sit raske Kast! hendes Øjne
lyste derved, men øjeblikkelig reves hun ud derfra ved en
stærk Støjen nede i Gaarden under sig. Der saa hun to
mægtige Strudse løbe ilsomt omkring i snævre Kredse; aldrig før
havde hun set dette Dyr, saa stor en Fugl, saa plump og
tung, Vingerne saa ud, som vare de stækkede, Fuglen selv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
