Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189 VINDEN FORTÆI.LEK OM VALDEMAR DAAE OG HANS DØTRE.
thea, følte Ynk derover i sit Hjerte, og da de ogsaa vilde
fælde et halvudgaaet Træ, paa hvis nøgne Gren den sorte
Stork havde bygget, og de smaa Unger ståk Hovederne frem,
bad hun for den, bad med Vand i Øjnene, og saa fik Træet
Lov at staa med Reden for den sorte Stork. Det var en ringe
Ting kun.
Der blev hugget, der blev savet, — der blev bygget et
Skib paa tre Fordæk. Bygmesteren selv var af ringe Kuld,
men af adeligt Huld; Øjne og Pande mælede om, hvor klog
han var, og Valdemar Daae hørte ham gerne fortælle, det
hørte ogsaa liden Ide, den ældste, den femtenaars Datter;
og mens han byggede Skib for Faderen, byggede han
Drømmeslot for sig selv, hvori han og liden Ide sad som Mand
og Kone, og det var ogsaa sket, havde Slottet været af
murede Sten, med Volde og Grave, Skov og Have. Men med al
sin Kløgt var Mester dog kun en fattig Fugl, og hvad skal
Spurv i Tranedans? Hu-u-ud! — jeg fløj bort, og han fløj
bort, for han turde ikke blive, og liden Ide forvandt det,
for hun maatte forvinde det.«
»I Stalden vrinskede de sorte Heste, værd at se paa, og
de bleve set paa. — Admiralen var sendt fra Kongen selv
for at se paa det ny Orlogsskib og tale om dets Køb, han
talte højt i Beundring om de vælige Heste; jeg hørte det
godt,« sagde Vinden; »jeg fulgte med Herrerne gennem den
aabne Dør og strøede Halmstraa som Guldstænger foran deres
Fødder. Guld vilde Valdemar Daae have, Admiralen vilde
have de sorte Heste, thi roste han dem saa, men det blev
ikke forstaaet, og saa blev Skibet heller ikke købt, det stod
og skinnede ved Stranden, dækket til med Planker, en Noæh
Ark, der aldrig kom paa Vandet. Hu-u-ud! fare hen! fare
hen! og det var ynkeligt.
I Vinterens Tid, naar Marken laa med Sne, Drivisen fyldte
Bæltet, og jeg skruede den op paa Kysten,« sagde Vinden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
