Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190 VINDEN FORTÆI.LEK OM VALDEMAR DAAE OG HANS DØTRE.
»kom Ravne og Krager, den ene sortere end den anden, store
Flokke; de satte sig paa det øde, det døde, det ensomme
Skib ved Stranden og skreg med hæse Skrig om Skoven, der
var borte, de mange kostelige Fuglereder, der vare lagte øde,
de husvilde gamle, de husvilde smaa, og alt dette for det
store Skrammels Skyld, det stolte Fartøj, der aldrig skulde
ud at sejle.
Jeg hvirvlede Snefoget; Sneen laa som store Søer højt
omkring det, hen over det! jeg lod det høre min Røst, hvad
en Storm har at sige; jeg veed, at jeg gjorde mit til, at det
kunde faa Skibskundskab. Hu-u-ud! fare hen!
Og Vinteren foer hen, Vinter og Sommer de foer, og de
fare, som jeg farer, som Sneen fyger, Æbleblomsten fyger,
og Løvet falder; fare hen! fare hen! fare hen! Menneskene
med.
Men endnu vare Døtrene unge, liden Ide en Rose, dejlig
at se, som da Skibsbyggeren saa hende. Tit tog jeg fat i
hendes lange, brune Haar, naar hun ved Æbletræet i Haven
stod tankefuld og ikke mærkede, at jeg dryssede hende
Blomster paa Haaret, der løste sig, og liun saa paa den røde
Sol og den gyldne Himmelgrund mellem Havens mørke
Buske og Træer.
Hendes Søster var som en Lillie, skinnende og strunk,
Johanne; hun havde Rejsning og Knejsning, var som
Moderen skør af Stilk. Gerne gik hun i den store Sal, hvor
Slægtens Billeder hang; Fruerne vare malede af i Fløjel og
Silke med perlestukken lille bitte Hat paa de flettede Haar;
det var skønne Fruer! deres Husbond saa man i Staal eller
kostelig Kappe med Egernskindsfoer og den blaa Pibekrave;
Sværdet var spændt om Laaret og ikke 0111 Lænden. Hvor
skulde vei Johannes Billede engang hænge paa Væggen, og
hvordan saa han ud den adelige Husbond? ja, det tænkte
hun paa, det smaasnakkede liun om, jeg hørte det, naar jeg
foer gennem den lange Gang ind i Salen og vendte mig igen.
Anna Dorthea, den blege Hyacint, kun et fjortenaars
Barn, var stille og eftertænksom; de store, vandblaa Øjne saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
