Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192 VINDEN FORTÆI.LEK OM VALDEMAR DAAE OG HANS DØTRE.
Jeg pustede ham Røg og Aske ind i hans Ansigt og Skæg;
Gæld kom for Guld. Jeg sang gennem de knækkede Ruder
og aabne Revner, blæste ind til Døtrenes Slagbænk, hvor
Klæderne laa falmede, luvslidte, for de maatte altid holde
ud. Den Vise var ikke sjunget for de Børns Vugge! Herreliv
blev kummerligt Liv! jeg alene var den, som sang højt paa
Slottet!« sagde Vinden. »Jeg sneede dem inde, det luner,
siger man; Brænde havde de ikke, Skoven var fældet, hvor
de skulde hente det fra. Det var klingrende Frost; jeg svang
mig gennem Lydhuller og Gange, over Gavl og Mur for at
holde mig flink; derinde laa de i Sengen, for Kuldens Skyld,
de adelige Døtre; Faderen krøb under Skinddynen. Ikke at
bide og ikke at brænde, det er Herreliv! Hu-u-ud! lad fare!
— Men det kunde ikke Hr. Daae.
»»Paa Vinter kommer Foraar,«« sagde han, »»paa Trang
komme gode Tider; — men de lade vente paa sig, vente! —
Nu er Gaarden Gældsbrev! nu er det den yderste Tid — og
saa kommer Guldet! til Paaske!««
Jeg hørte ham mumle ind i Edderkoppens Spind. — »»Du
flinke, lille Væver! Du lærer mig at holde ud! rives itu dit
Spind, begynder du forfra igen og fuldender! atter itu — og
ufortrøden tager du igen fat, forfra! — forfra! det er det,
man skal! og det lønnes.««
Det var Paaskemorgen, Klokkerne klang, Solen legede paa
Himlen. I Feberhede havde han vaaget, kogt og kølet,
blandet og destilleret. Jeg hørte ham sukke som en fortvivlet
Sjæl, jeg hørte ham bede, jeg fornam, at han holdt sin
Aande tilbage. Lampen var gaaet ud, han mærkede det ikke;
jeg pustede til Kulgløderne, de skinnede ham ind i lians
kridhvide Ansigt, det flk et farvet Skær, Øjnene klemtes i
de dybe Øjenhuler — men nu bleve de større, større — som
vilde de springe.
Se det alkymistiske Glas! det blinker deri! det er
glødende, purt og tungt! han løftede det med sitrende Haand,
han raabte med sitrende Tunge: »»Guld! Guld!«« han
svimlede derved, jeg kunde have blæst liam om,« sagde Vinden,
»men jeg blæste kun paa de glødende Kul, fulgte ham gen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
